Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Statsadelens korrupte pamper-vælde

Christian Foldager Fold sammen
Læs mere

Den offentlige sektor er i dag domineret af en herskende klasse af politikere og embedsmænd med samme uddannelsesbaggrund fra statskundskab, jura eller økonomi – også kaldet djøfere. De leder og administrerer alt fra hospitaler til Danmarks Radio og har en åben svingdør mellem Folketinget, embedsapparatet, konsulenthusene, interesseorganisationerne og lobbyvirksomhederne, hvilket har fået en række sociologer til at døbe dem statsadelen. De har som de eneste opnået arveret til alle magtpositioner i samfundet og de mange medfølgende privilegier.

Men magt korrumperer, hvilket tydeligvis gør sig gældende for den offentlige sektors magtfuldkomne statsadel. I dokumentarserien »De dyre direktører« på DR1 får skatteborgerne et sjældent indblik i en korrupt kultur på chefgangene i det offentlige, hvor djøf-eliten af politikere og embedsmænd uddeler privilegier og bonusser til hinanden i et rent pampervælde.

Vi hører om ubegrundede fratrædelsesgodtgørelser til kommunaldirektører, som ikke fratræder deres stillinger, gyldne håndtryk i millionklassen og eksplosive lønstigninger. Politikerne er ingen undtagelse, og sagen om privat brug af lokalerne på Københavns Rådhus uden betaling – med borgmester Anna Mee Allerslev i spidsen – er blot den seneste i rækken af eksempler på politikernes pamperi, hvor statsministerens mange skandaler fortsat udgør et skræmmende dårligt forbillede på uanstændig omgang med skatteborgernes penge.

Svingdøren mellem offentlige og private interesser er med til at styrke indtrykket af en korrupt djøf-elite, der ikke længere skelner mellem de to størrelser. Hvordan kan Bjarne Corydon eksempelvis uden videre bevæge sig fra at give konsulentfirmaet McKinsey store millionkontrakter som finansminister til efterfølgende selv at modtage en millionløn hos dem som direktør? Endnu værre er det, at ingen i djøf-eliten åbenbart bliver straffet eller sanktioneret, når de begår graverende fejl, hvilket ellers er en af begrundelserne for de høje lønninger. I de seneste år er fyrede chefer i eksempelvis Skat, DR og PET vendt tilbage – nærmest dagen efter deres afskedigelse – som højtbetalte eksterne konsulenter. I Rigspolitiet har man endnu ikke rejst sigtelse mod en tidligere ledende medarbejder, der ulovligt uddelte konsulentopgaver med milliongager til sine nærmeste venner.

Det er gudsjammerligt, at borgerlige politikere forsvarer djøf-elitens pampervælde i dokumentarserien på DR1. Helt tragi- komisk bliver det, når Venstres indenrigsordfører, Carl Holst, pludselig skal være kritikeren af de unødvendige fratrædelsesgodtgørelser. Den samme Carl Holst, som mistede sin ministerpost på en lignende sag om en unødvendig fratrædelsesbonus, som han fortsat fastholder var rimelig.

Statsadelens pampervælde består således med eller uden de borgerlige, og konklusionen må være, at skatteborgerne er til grin for deres egne penge i dette land.

Christian Foldager er cand.mag. i historie og samfundsfag.