Det vil bl.a. blive kravet til forældre med småbørn i institutioner i fremtiden. Det gælder de kommende slægters lykke, staten har kun godt i sinde, og målet helliger midlet, ved De nok. Hvis det bare kun var Enhedslisten, der kunne finde på noget så totalitært, men tankevækkende nok er den arbejdsgruppe kaldet Task Force, som Christine Antorini så glad har citeret fra i den forgangne uge, nedsat af den borgerlige regering. Task Force har haft til opgave at se på Fremtidens Dagtilbud, og man er fremkommet med fire anbefalinger: 1. Pædagogik der fokuserer på læring og inklusion. 2. Målrettet forældre-samarbejde. 3. En stærk evalue­ringskultur. 4. Tydeligt lederskab.

Flot. Indlysende rigtigt. De fire overskrifter kunne stå over døren på samtlige landets vuggestuer, børnehaver og folkeskoler. Det er ikke anbefalingerne, der fejler noget, det er detailstyringen. Den tillidsfulde vil nok mene, at »målrettet forældre-samarbejde« lyder som en god idé, men 20 minutters højtlæsningskravet afslører hensigten. Logikken synes at være følgende: Børnene er vores fælles fremtid, altså er det et fælles anliggende, at de bliver dygtige nok – ergo tilhører børnene staten. Forældre kan få lov at opdrage deres egne børn, hvis de lever op til visse fælles målsætninger. Såsom nu et 20-minutter-læs-dagligt-med-dit-barn-krav, der emmer af mistillid og damper af kontrol.

Efter man de seneste 20 år har gennemført omfattende kontrolprocesser i det offentlige, så bl.a. hjemmehjælpere, skolelærere og pædagoger går i takt, er turen nu kommet til forældrene. Det begynder med en opfordring med eftersmag af krav. Man mærker hensigten. Skemaer i sigte. Læselister, hvor forældrene skal krydse af, alt som man læser sig igennem Jeppe-bøgerne. Herefter kontrolleres listerne, og barnet bliver på en sjov måde eksamineret i, hvad Jeppe gjorde, da hunden åd hans kage, eller anden tog hans sut.

Småbørnsforældre er jaget vildt. Ikke alene er de pressede på arbejdssituation, bolig og økonomi i almindelighed, men de er også mistænkeliggjort, fordi de har fået børn uden at gide passe dem. Tænk, forældrene, de aber, afleverer deres afkom, og kaster sig derpå afsted på arbejde for at tjene deres penge helt selv. At andre dele af Antorinis regering gør alt, hvad man kan for at få de samme forældre til at blive længere på deres arbejde, anfægter ikke store ånder i hverken den højre eller den venstre side af folketingssalen. Begejstret klappes der af Task Forces anbefalinger. Og måske er det sandt, at vores børn virkelig i 2030 vil kunne gå på vandet, hvis de får læst op 20 minutter dagligt derhjemme plus/minus søndag. Det er naturligvis ikke kommunens, regeringens, slet ikke institutionernes og skolens skyld, når vores børn mangler uddannelse. Det er forældrenes egen skyld, og vi vil, tro mig, med tiden blive holdt ansvarlige.

Tilbage står institutioner, der stadig ikke har tydeligt lederskab, evalueringskultur eller reflekteret pædagogik. Men det skal man også nok få løst hen ad vejen. Det er bare et spørgsmål om kontrol. Stadig mere kontrol. Til vores fælles bedste og i den bedste hensigt. Naturligvis.