I sin udredning om dansk udenrigspolitik giver ambassadør Peter Taksøe-Jensen, med sine egne ord, »et bud på Danmarks vitale og meget vigtige nationale interesser«. Han fastslår, at hovedformålet med udenrigspolitikken må være »at bevare og videreudvikle et sikkert, frit og velstående Danmark med et dansk værdigrundlag til gavn for befolkningen«. Dette skal opnås gennem »en interessebaseret, samtænkt og fokuseret« politik. Af disse formuleringer fremgår det klart, at dansk udenrigspolitik er værdipolitik: Den skal ikke alene bygge på, men også tjene til at bevare det danske samfunds værdigrundlag. Samtidig skal udenrigspolitikken fremme nationale interesser.

Kritikere vil se dette som udtryk for »nationalisme« og en gammeldags nationalstatslig tænkemåde i en tid, som har brug for overstatslige løsninger og institutioner. Andre vil kalde den »ny-realistisk« og se den som et farvel til en idealistisk politik, hvor menneskerettighederne udgjorde værdigrundlaget for dansk udenrigspolitik. Selv om kritikken er grundløs, er det ikke helt urimeligt at karakterisere udredningen som udtryk for nationalisme. Men der er i så fald tale om en »international nationalisme«, og opfordringen til realistiske prioriteringer handler ikke om magtoptimering.

De sidste 20 års aktivistiske udenrigspolitik var »idealistisk«, for så vidt som den blev retfærdiggjort af ønsket om at støtte demokratisk udvikling, udbrede menneskerettigheder og udrydde global fattigdom. Der er selvfølgelig elementer af realisme i de nye anbefalingerne om at opgradere det territoriale forsvar og i definitionen af Kongeriget Danmark som en »arktisk stormagt« og »mellemstor europæisk magt«. Alligevel består realismen først og fremmest i en erkendelse af, at Danmark hverken har ressourcer til eller interesse i at involvere sig så bredt, som det hidtil har været tilfældet. Men den prioritering, der anbefales, går ikke ud på at fremme det, som ville have været den klassiske realismes mål. Nærmest tværtimod. Udredningen understreger nemlig, at Danmark som en lille åben økonomi »trives bedst i en stabil og regelbundet international orden«. Derfor bør Danmarks medlemskab af EU, NATO og FN være »det grundlæggende fundament for varetagelsen af Danmarks interesser internationalt«. Nationale interesser kan altså ikke stå alene. De kan kun fremmes gennem de partnerskaber og alliancer, vi indgår i.

Som mellemmagt skal vi ikke bilde os ind, at vi kan gøre alting selv. Derfor kan det være mest »realistisk« engang imellem at sige nej, når vi bliver bedt om at sende fly eller fregatter ud til konflikter i Europas nærområder. Der kunne blive tale om andre former for støtte til internationale aktioner uden, at vores alliancepartnere af den grund bør kunne beskylde os for manglende solidaritet. Det er vigtigere for Danmark at fokusere på de områder, hvor »vi har mest på spil og kan gøre den største forskel«. Som for eksempel i Østersøen og i Arktis; eller gennem en mere målrettet og regionalt fokuseret udviklingshjælp. I en tid, hvor mange mennesker synes at tro, at vi kan klare os uden EU, er det desuden velgørende med udredningens ydmyge realisme i vurderingen af de vilkår, som selv en mellemstor stat lever under.