Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Start med at læse min bog, Tom Jensen

»Når man kritiserer en forfatter, er det god stil at læse hans bog. Og læse den helt til ende. Alt andet er en postfaktuel pinlighed.«

Svend Brinkmann Svend Brinkmann, psykologiprofessor. Fold sammen
Læs mere
Foto: Svend Brinkmann Liselotte Sabroe

Chefredaktør Tom Jensens kommentar 11. september i Berlingske handler om undertegnede, på nettet endda under overskriften »Den Svend Brinkmannske afsporing«. Det er en sjælden misfornøjelse at læse et indlæg på så lavt et niveau, der selv bliver én stor afsporing ved at formidle tre misforståelser:

For det første gør Jensen sig indledningsvist lystig over, at det er »det cooleste coole« at kritisere konkurrencestaten, idet det giver »gudestatus« og »kanonisering«. Jensen mener spottende, at jeg slår mig op på at være »intellektuelt nybrydende« og dog leverer en »overfladisk og ufuldstændig« analyse. Hvis Jensen havde læst min bog »Ståsteder«, eller bare havde kastet et blik på forsiden, ville han opdage, at der står »10 gamle idéer til en ny verden«. Jeg siger igen og igen, at jeg er det modsatte af »intellektuelt nybrydende«. Jeg forsøger i stedet at passe på gamle sandheder i en verden, der i stigende grad bliver flydende og postfaktuel (for nu at bruge et af Jensens egne begreber).

For det andet beskæftiger jeg mig slet ikke med konkurrencestaten. Det er muligt, at andre bruger mine analyser sådan, men ordet optræder kun en gang i »Stå fast« og tre gange i »Ståsteder«, og jeg har ingen udfoldet analyse af fænomenet. »Stå fast« var en kritik af tidens udviklings- og positivitetstvang, mens »Ståsteder« er en refleksion over etik og eksistentiel mening. Sidstnævnte bog kritiserer tidens instrumentalisering for at true menneskelige fænomeners iboende værdi, men instrumentaliseringen er langt ældre end konkurrencestaten. Min bog, som Jensen tydeligvis ikke har læst, slutter således med at formidle Horkheimer og Adornos kritik af instrumentaliseringen, der blev formuleret i 1940erne.

For det tredje – hvis vi endelig skal tale konkurrencestat – så misforstår Jensen også baggrunden for denne. Han tror, at velfærdsstaten på nærmest kausal vis frembringer konkurrencestaten på grund af sin »umættelighed«. Ifølge Ove Kaj Pedersens bog – som Jensen givetvis heller ikke har læst (i hvert fald ikke forstået) – er det i stedet globaliseringen af økonomien, der er konkurrencestatens drivende kraft. Jensen overser dermed også, at konkurrencestaten er et centrum-venstre-projekt, som alle borgerlige selvfølgelig bør være imod. Konkurrencestaten fører nemlig til dannelsestab, traditionsnedbrud og i sidste ende et dement samfund, som den borgerlige historiker Michael Böss kalder det. Vi får opportunistiske individer snarere end forpligtede samfundsborgere. Venstrefløjen bør også være imod, men givetvis af nogle andre grunde også. Sådan: Nu fik Jensen min analyse af konkurrencestaten, og måske skal jeg en dag skrive en bog om det?

Det er sådan her, Tom Jensen: Når man kritiserer en forfatter, er det god stil at læse hans bog. Og læse den helt til ende. Alt andet er en postfaktuel pinlighed.