Der er i Danmark mere end 6.500 love og bekendtgørelser, som borgere og virksomheder skal kende og rette sig efter. De mange love og bekendtgørelser indeholder mere end 22,7 millioner ord. To forskere fra Aarhus Universitet udgav i 2014 bogen 'Regelstaten', hvor de havde optalt antallet af love og bekendtgørelser, og hvordan det havde udviklet sig. Den optælling har Cepos opdateret til og med 2017.

Billedet er skræmmende. Antallet af love og bekendtgørelser, og antallet af ord i dem, er vokset konstant fra 1989 til 2017. Den årlige vækst i antallet af ord er på 3,9 procent. Det lyder måske ikke af så meget, men når det akkumuleres over tid, bliver det overvældende. Eksponentiel vækst er oppe i tiden, og regeljunglen er et eksempel fra den virkelige verden på eksponentiel vækst. Det skal ses i lyset af, at alle regeringer siden Schlüter-regeringerne har haft regelsanering på programmet.

Demokratisk problem

Er det et problem, at regelmængden vokser uhæmmet? Det er det af mange grunde. Det er et demokratisk og retssikkerheds problem. Borgerne og virksomhederne skal i princippet kende alle regler, så de kan overholde dem, og kan holde de folkevalgte ansvarlige for de mange regler. Det er umuligt med den overvældende mængde regler.

Det er også et problem, fordi mange af reglerne har skadevirkninger for samfundet. Det er ikke alle regler, der er skadelige eller kun har skadevirkninger. Der findes fornuftige regler, og de fleste regler er blevet begrundet med fornuftige formål.

Problemet er, at mange regler med en kerne af fornuft i begrundelsen tilsigtet eller utilsigtet har skadelige bivirkninger. Et oplagt eksempel er, at regler begrænser konkurrencen, og muligheden for innovation til skade for forbrugerne. Forskning viser, at regulering i betydelig grad hæmmer den økonomiske vækst. En amerikansk undersøgelse viser, at regulering har reduceret den økonomiske vækst i USA med 0,8 pct. pr. år i perioden fra 1980 til 2017.

Regeltyranni

Der er andre studier, som viser, at de økonomiske konsekvenser af regulering vender den tunge ende nedad. Prisstigninger som følge af regulering rammer især husholdninger med lave indkomster. Krav om bestemte uddannelser og autorisation, for at kunne udøve bestemte erhverv, medfører lavere løn til personer med beskeden uddannelse. Stigning i antallet af krav, der skal opfyldes ved start af virksomhed, øger Gini-koefficienten, som er et mål på ulighed. Så venstrefløjen burde tilslutte sig kampen mod regeltyranniet.

»Det er få politikere, der kan modstå fristelsen til at foreslå nye regler, når de bliver konfronteret med et problem.«

---

Hvorfor fortsætter regelvæksten uhæmmet til trods for alle regeringers ønske om det modsatte og til trods for skadevirkningerne fra overregulering? Det skyldes en alliance mellem politikere, der vil vise handlekraft, og snævre særinteresser.

Det er få politikere, der kan modstå fristelsen til at foreslå nye regler, når de bliver konfronteret med et problem. De bakkes gerne op af snævre særinteresser, som har fordel af reglerne, selvom den samlede effekt er samfundsskadelig. Det gælder alle regler, der hæmmer konkurrence og innovation. De er til gavn for bestemte brancher eller virksomheder. Et aktuelt eksempel er taxabranchen, som støtter et snævert regelsæt, der beskytter dem mod nye og innovative måder at drive taxakørsel på.

Der skal skrappe midler til for at bremse regelstatens vækst. En mulighed er et rigoristisk regelstop, der forbyder nye og ændrede love og bekendtgørelser, med mindre man fjerner et tilsvarende antal regler og ord i reglerne. Det haster, det er et demokratisk og samfundsøkonomisk problem.

Ole P. Kristensen er dr.scient.pol. og fhv. professor i statskundskab ved Aarhus Universitet. Han har været direktør for Falck og Plantedirektoratet. I dag formand for Riisfort Fonden og bestyrelsesmedlem i CEPOS.