Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Stædighed er det eneste, der forhindrer en rationel udlændingepolitik

Læs mere
Fold sammen

Danmark bruger tre gange så mange penge på 15.000 flygtninge, som FN bruger i alt på halvanden million flygtninge i Libanon. Det er jo skamløst at bruge penge på den måde!«

Dette indignerede udbrud tilhører historiker Niels Jespersen, og ordene faldt forleden i DRs »Debatten.« Hverken Sofie Carsten Nielsen (RV), Kåre Traberg Schmidt (Å), eller de mange andre, som var inviteret til at kritisere den stramme udlændingepolitik, påtalte argumentet med nogen synderlig patos.

Traberg Schmidt kom tættest på med sit ønske om at sætte kærren foran hesten: Først skal der hjælpes i nærområderne, og siden kan man tale om at begrænse tilstrømningen. At det netop er et asylstop, der skal finansiere den øgede hjælp, blev selvfølgelig ignoreret.

Måske er det fordi Jespersens argument er så indlysende sandt, at kritikerne har svært ved at forholde sig til det. Hver gang man fremhæver det absurde ved, at man for 900 danske kroner kan vælge at dække udgifterne til ét flygtningebarns fodboldtræning herhjemme i et år, eller sikre tre familier husly og mad gennem hele vinteren i et af Syriens nærområder, kan man vide sig sikker for, at den efterfølgende kritik vil angribe alt andet end substansen.

Samtidig med, at »slapperne« bliver mere stædige, melder stadigt flere sig under fanerne for begrænsning af asyl på dansk jord. Venstre er det eneste parti i blå blok, der fortsat forsvarer status quo i konventionerne, og efter sin bogudgivelse »Velkommen Mustafa« har Mattias Tesfaye (S) talt varmt for en grænse for asyl – et synspunkt, som også partiets »mørke fyrste« Henrik Sass Larsen har udtrykt sympati for.

I både Politiken og denne avis har migrationsekspert Morten Lisborg, som har 14 års erfaring med at hjælpe flygtninge i Irak, Yemen og senest Libyen, forklaret, hvordan de åbne grænser finansierer en industri af hensynsløse menneskesmuglere, som kapitaliserer på druknedøden i Middelhavet.

Samtidig efterlades de flygtninge, som ikke har råd til at betale smuglerne, i den mest håbløse eksistens, vores klode kan tilbyde. For nylig dokumenterede et forskningsprojekt fra Harvard, at prostituerede flygtningebørn får omkring 15 euro for at dyrke sex med ældre mænd. Pengene går til smuglerne, og forhåbningen er at blive familiesammenført på sigt.

Selvom Mellemøstens brutale regimer er den direkte årsag til flygtningestrømmen, så er det Vestens åbne grænser, der fastholder de perverse incitamenter til at sætte livet på spil i iskoldt vand, og dermed danner grundlag for de igler, der suger de flygtendes blod. Alt sammen i humanismens ukrænkelige navn. Det er bizart.

Det er svært at forklare status quo, når man ser på, hvor overvældende argumenterne er blevet for et asylstop. Det er efterhånden kun gode menneskers stædighed, som står i vejen for en rationel bekæmpelse af den spiral af lidelse, som verdens mest nødlidende mennesker dagligt gennemgår.