Hvordan sikrer vi os mod flere Carina-sager? Dokumentarfilmene om den nu 20-årige Carina Melchior, der blev svært hjerneskadet efter en trafikulykke, kører stadig i de flestes indre biograf, også hos os i Hjernesagen. Vi repræsenterer borgere, der er ramt af en hjerneskade. Desværre er det ikke første gang, og det er heller ikke sidste gang, vi præsenteres for en sag om en hjerneskaderamt, der får et forkert eller utilstrækkeligt tilbud. Som Carina Melchior, der blev placeret på et plejehjem for ældre mennesker i adskillige måneder trods klare anbefalinger om noget helt andet.

Nu sidder vi så med regeringens udspil til, hvordan der skal følges op på evalueringen af kommunalreformen. En reform, der har en række alvorlige svagheder på hjerneskadeområdet. Vi glæder os over, at regeringen ifølge udspillet vil styrke hospitalernes kompetence til at beskrive patienternes genoptrænings- og rehabiliteringsbehov, men vi ser også en lang række usikkerheder, der skal ryddes af vejen. Regeringen vil sikre, at man får et værktøj til at inddele patienter i forskellige grupper efter, hvor svært hjerneskadede, de er (det, man kalder stratificering). Hvordan skal det se ud? Skal alle patienter gennem en neuropsykologisk test? Hvor lang tid skal patienten vente på det? Og hvordan hænger det sammen med, at indlæggelsestiderne bliver stadigt kortere og med, at vi ved, at mange kognitive vanskeligheder efter fx en blodprop i hjernen først viser sig længe efter, at man er udskrevet? Kan man med andre ord skifte gruppe, hvis man viser sig at være sværere skadet end først antaget?

Det er godt, at regeringen vil styrke hospitalernes kompetencer til at skrive genoptrænings- og rehabiliteringsplaner for hjerneskadede. Men får kommunerne fremover pligt til at følge anbefalingerne? Eller kan de fortsat vælge at gøre, som de selv synes, lige som i Carina-sagen, hvor Syddjurs Kommune tilsyneladende handlede mod specialisternes klare anbefalinger? Vi mener, kommunerne skal forpligtes. Ellers er det for let at slippe udenom.

Regeringen vil sikre et antal højt specialiserede hjerneskadetilbud rundt om i landet. Men hvordan vil man sikre deres økonomi i en verden, hvor kommunerne ofte vælger de højt specialiserede tilbud fra pga. økonomi? Skal vi have et samfund, hvor det kun er dem, der selv kan betale, som får den bedste rehabilitering? Forleden aften fulgte TV Avisen en kvinde, der selv betalte for et intensivt genoptræningsforløb for at komme til at gå igen. Kommunen ville ikke betale og mente, at hun måtte leve videre i en kørestol.

For at sikre hjerneskaderamte den bedste rehabilitering, er det nødvendigt at man har et retskrav på en samlet rehabiliteringsplan. En plan, der giver den ramte den nødvendige rehabilitering i en så vanskelig og livsomstyrtende situation, som enhver hjerneskadet står i.