Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

SRSFs værdipolitik frem i lyset

Flere eksperter ser nye værdipolitiske tendenser i den nye SRSF-regering, men hvad består de nærmere i? Debat med Peter Kurrild-Klitgaard, Michael Böss, Ove Kaj Pedersen og Henrik Dahl.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De bar det ikke frem foran sig under valgkampen. Men ser man efter i det nye grundlag for regeringen Helle Thorning-Schmidt, kan man alligevel aflæse nogle værdipolitiske tendenser. Opgøret med VK-regeringen er i hvert fald til at få øje på: Integrationsministeriet er nedlagt, det tidligere så dominerende begreb ’sammenhængskraft’ nævnes kun tre gange i regeringsgrundlaget og aldrig som national sammenhængskraft - men som samfundets. Og af de 68 gange ordet ’national’ nævnes, står der inter- foran de 55. På den anden side henviser man til Danmark 255 gange, og begrebet multikulturel finder man ikke. Så hvilken værdipolitisk linje er der egentlig tale om?

Det har Berlingske bedt lektor fra Aarhus Universitet Michael Böss, CBS-professor Ove Kaj Pedersen, sociolog Henrik Dahl og KU-professor Peter Kurrild-Klitgaard om at være med til at få gravet frem i lyset.

Michael Böss er på lange stræk meget positiv over for de værdipolitiske initiativer i regeringsgrundlaget.

»Det er en flot værdipolitik, der er lagt frem i regeringsgrundlaget. Man taler om Danmark som et ’fantastisk land’, vi skal være stolte af. Tidligere var man på venstrefløjen og hos De Radikale meget bange for at tale om danske værdier, men nu gør man det helt åbenlyst og siger, de skal ligge til grund for den politik, der skal føres, f.eks. i udenrigs-, integrations- og socialpolitiken. Men det er selvfølgelig ikke helt de samme værdier, som dem, der blev fremhævet under VKO.«

Böss genkender mange af konklusionerne fra sin bog om danske værdier, der hedder Republikken Danmark, men han løfter alligevel pegefingeren.

»Der er for meget symbolpolitik over det, når man helt unødvendigt nedlægger Integrationsministeriet samt afskaffer statsborgerskabsprøven og pointsystemet - faktisk var S og SFs pointsystem bedre end VK-regeringens, og vi kan ikke have en indvandringspolitik i en global verden uden at tage hensyn til, hvilken form for arbejdskraft det danske samfund har brug for. Her har De Radikale sat deres præg for meget.«

Social-liberale værdier er tilbage

Ove Kaj Pedersen ser også en stærk værdipolitisk tendens i regeringsgrundlaget.

»Der ligger nogle ganske stærke værdi-politiske træk i den nye regering, som man kan opsummere i begrebet ’social-liberal’. Det er værdier som ligeværdighed, bredt samarbejde også med samfundet uden for Christiansborg, reformer og åbenhed over for udlandet. Det ser man tydeligst i uddannelsespolitikken og i den klassisk radikale sætning om borgeren som ’kritisk og aktiv i et levende demokrati’. Det er en tilbagevenden til efterkrigstidens nyklassiske værdier, der har præget det danske samfund fra 50erne til 90erne. Det viser, at de sidste ti år i dansk politik godt kan blive en parentes.«

Han ser bruddet til de sidste ti års regering som modsætningen mellem en »social-liberal« og en »national-liberal« linje.

»Man understreger begreber som tolerance og respekt over for bl.a. udlændinge, men også bredere set, og også lighedsbegrebet er vendt tilbage, hvor man taler om en rimelig social balance og har ambition om at afskaffe starthjælpen og fattigdomsydelserne. Her har der været usikkerhed om, hvad den borgerlige regering egentlig mente om det - på et tidspunkt mente man, at større ulighed var nødvendigt, men den debat blev stoppet. Og i den tidligere regering handlede uddannelse om kompetencer - nu vender man tilbage til demokrati- og kritik-dimensionen i et projekt for dannelse.«

S betaler ikke for Rs bizarre synspunkter igen

Henrik Dahl og Peter Kurrild-Klitgaard kan ikke se de store nye værdipolitiske agendaer.

»Det ser meget fastlåst ud. De Radikale vil trække værdipolitisk til venstre, men det vil S ikke, for så åbner de sig for de borgerlige. Så på de store linjer ser man ikke de store forandringer for sig. Men vi får se, hvad sker på længere sigt; jeg er sikker på, at den nye regering i deres hjerter gerne vil trække til venstre på kønspolitik, kvindekvoter og tvungen barsel til mænd og alt muligt andet. Men Helle Thorning-Schmidt vil styre udenom de emner, hvor hun vil komme i åben konflikt med DF og dele af V og K om midtervælgerne - især på udlændingeområdet,« siger Kurrild-Klitgaard.

Og Henrik Dahl supplerer: »Værdipolitikken er tonet ned. Går man ind i det, bærer regeringsgrundlaget præg af den totale åndelige stilstand, der har været i centrum-venstre siden 2001. Man vender tilbage til 90erne. Indledningen kunne have lydt ’Som jeg sagde, da jeg så uforskammet blev afbrudt den 20.11 2001, så«.

Til gengæld mener Dahl ikke, vi kommer til at se en decideret opblødning på udlændinge- og integrationsspørgsmålet.

»Noget af det fortjenstfulde ved VK-regeringen var, at den bragte udlændingepolitikken på linje med befolkningen. Det bliver ikke rullet tilbage. Man har pillet det ud, man betragter som decideret ondskabsfuldt og ideosynkratisk, men alt det fornuftige lader man stå. Det er kun R og Enhedslisten, der har andre holdninger, og S vil under ingen omstændigheder betale for Rs bizarre standpunkter en gang til. Det har de prøvet.«

Her kommer kampen til at stå

Spørgsmålet er så, hvor fronten mere præcist ligger mellem de to sider i folketingssalen og i den politiske debat. Både Böss og Ove Kaj Pedersen peger i forlængelse af den nye regerings stærkere omfavnelse af det globale på, at fronten kommer til at handle om det nationale.

»Fronten ligger i, at man ikke bruger ord som national, og det er sikkert helt bevidst. Og det er her, man gør sig sårbar over for oppositionen,« fremhæver Michael Böss, og Ove Kaj Pedersen følger op.

»Jeg ser ikke noget brud mellem V og K og S-R-SF, men jeg ser en brudlinje mellem den blå blok, hvor V og K var i koalition med DF. Det bliver spændende at se, om V og K gennemfører et internt opgør eller starter en debat om deres egen politik i de sidste ti år. For det er V og K, der har flyttet sig længst fra deres eget værdigrundlag i den periode. Vi har jo også set, at f.eks. CEPOS har været ude med en kritik af frihedsspørgsmålet under den borgerlige regering.«

Kurrild-Klitgaard sigter efter en lignende selvrefleksion hos Venstre, og holder sig derfor tilbage med at udpege nye værdipolitiske fronter.

»Det er svært at sige, hvor frontlinjen vil gå, fordi der er grænser for, hvor meget Lars Løkke kan genopfinde sig selv og være offensiv og kritisk på områder, han ikke var det på for få uger siden. Det kunne jo være interessant, hvis Venstre genopfandt den værdipolitiske del, der handler om, hvad vi forventer af hinanden, om retten til frugten af eget arbejde og at pengene har det bedst i borgernes egne lommer osv. Selvom det er fordelingspolitik, er det i væsentlig grad værdipolitik. Jeg tror, Venstre bliver nødt til at genopfinde den del af deres eget værdigrundlag.«

Henrik Dahl ser i det hele taget ikke værdipolitikken vende tilbage i en hovedrolle i de kommende år.

»Vi kommer ikke til at se en genopførelse af værdikampen fra 2001 med udlændingepolitikken i centrum. Det bliver den økonomiske politik, der bliver afgørende. Hvis man endelig skal nævne en mulig kulturkamp, er det opgøret med det, man kunne kalde ’offer-sektorismen’ og dens offer- og forsørgelseskultur, som er en udvikling af socialismen. Men spørgsmålet er, om vi overhovedet får den kamp, fordi DF holder blå blok tilbage, og S og SF holder R tilbage.«