Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Spytslikkeri, kongelige lysestumper og smagen af hundekiks

Foto: RUSSELL CHEYNE. Fold sammen
Læs mere

Tidligere på året kunne man på engelsk fjernsyn følge programrækken »Royal Recipes,« hvori den aldrende TV-vært Michael Buerk, som det hedder på BBC’s hjemmeside – »hylder de kongelige retter fra Georg IV’s tid og frem til Elizabeth II’s regentperiode.«

Det var fabelagtigt fjernsyn.

Et kig ind i en parallelverden af luksus og fornemme vaner. Og et blik på slottenes medarbejderstab og deres forsøg på at yde det ypperste.

Der var den morsomme historie om gæsten, der fik en hundekiks rakt af dronningemoderen, og som simpelthen åd den, i stedet for at give den til hendes hund – i bar befippelse. Men der var også historien om Mildred Nicholls, som var køkkenassistent hos dronning Victoria, og som skrev alle sine notater i den læderindbundne notesbog, der ligger til grund for alle udsendelserne.

Spytslikkeriet omkring de »Kongelige Opskrifter« var til at tage og føle på. Hele serien dyrkede den hvinende aspiration efter noget finere, noget rigere, noget højere, som kongehuse overalt i verden altid har genereret. Det er samme søde indbildning, som når små piger i pink leger prinsesse. Og det kan jeg ikke se noget som helst galt i. Derimod synes jeg, at der er noget smukt – og faktisk også ganske ydmygt – ved, at man erkender sin egen lidenhed og ser op til forbilleder.

Vi er til fals

Et af de bedste eksempler på, at de fleste er til fals for en stræben opad, kan man se i historien bag stormagasinet Fornum and Mason i London.

I 1705 havde Hugh Mason en lille butik i St James Street Market. Da han mødte William Fortnum var Fortnum lakaj hos dronning Anne. Og Fortnum fik den idé, at man kunne sælge hendes halvt nedbrændte lys med en god fortjeneste i Masons butik. Det var jo ikke bare lysestumper – næ, det var kongelige lysestumper. Og på den klassiske kapitalistiske idé om begærets merværdi blev hele stormagasinet faktisk bygget.

Og republikanerne hader det. For hvorfor skal kongelige sidde og æde og drikke for andres penge, mens der stadig findes fattige? Og hvorfor skal befolkningen logre for en familie, der – synes kritikerne – helt uden grund er løftet op i usmageligt fråseri?

Indstillingen virker uigennemtænkt. For der vil altid være fattige. Og der er altid nogen, der er mere end andre. I Frankrig – alle moderne republikkers moder – kan man i realiteten næppe komme i parlamentet, hvis man ikke har gået på helt bestemt overklasseskoler. Men den udjævnede middelklasses egen forlorne adelsstruktur – ingen danske politiker- eller journalistdynastier nævnt og ingen glemt – fordufter åbenbart let, når man først rider på liberalismens høje hest.

Uopnåelige

Nej, så kan jeg altså bedre lide de ægte kongelige. Deres standarder er uopnåelige. Og netop derfor var BBC’s serie så fascinerende at følge.

Værten og kokkene lavede retterne i det gamle royale køkken i Audley End House i Essex, hvor der blev drejet melonkugler ud, hvor der blev serveret snorlige coronation chicken, og hvor der blev stablet veritable dessertslotte på benene.

Michael Buerk var det provokerende valg som vært. Hans berømmelse i britisk presse skyldes nemlig én formulering. Det var ham, der i 1984 – som den allerførste – rapporterede fra Afrika om »en hungersnød i bibelske dimensioner midt i det 20. århundrede« fra Etiopien.

Var der nogen, der sagde britisk humor?

Kristian Ditlev Jensen er forfatter.