Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Sprognævnet godkender ikke fejl

Sabine Kirchmeier-Andersen: Dansk Sprognævn godkender ikke tilfældige sprogfejl, som erhvervsoversætterne Jeanette Brammer, Lisbeth Mejer og Frank Søholm Grevil giver udtryk for. Sprognævnet arbejder på videnskabeligt grundlag og justerer retskrivningen efter nøje fastlagte principper.

I deres debatindlæg »Sprognævnet medskyldig i sprogets forfald« retter de tre erhvervsoversættere Jeanette Brammer, Lisbeth Mejer og Frank Søholm Grevil en skarp kritik imod Dansk Sprognævn. Nævnet »sørger nidkært for, at de mest sproghandicappede er dem, der sætter reglerne for korrekt dansk«, skriver de. Og de nævner bl.a. dobbeltformer som tjenstgørende/tjenestegørende, Prøjsen/Preussen, somme tider/somme­tider som eksempler på »besynderligheder« som gør »ældre sprogbrugere usikre«.

Endvidere kritiserer artiklens forfattere at nævnet har »godkendt« udtrykket »dufte til en blomst«. Sidst men ikke mindst nævnes pendulord som »bjørnetjeneste«, »forfordele« og »godt« som ordbetydninger som nævnet burde sørge for blev entydige i folks bevidsthed og sprogbrug.

Forfatterne mener at der bør oprettes et særligt sprogakademi på linje med dem der findes i Tyskland, Spanien, Sverige og Frankrig, fordi disse efter forfatternes mening er mere restriktive. Artiklen indeholder desværre mange misforståelser og faktuelle fejl.

Hvad angår dobbeltformer bør man være opmærksom på at dobbeltformer har eksisteret i dansk retskrivning i århundreder. Ingen af de ovennævnte dobbeltformer er således opstået i sproget i den tid Sprognævnet har eksisteret, dvs. i tiden efter 1955. Ordet »sommetider« blev skrevet i ét ord i de officielle retningslinjer fra 1800, og i to ord i 1872 og i 1892. Så blev det ét ord igen i 1948, og da sprogbrugerne stadig brugte begge former i 1986, blev dobbeltformen indført. I dag er forholdet særskrivning og 2/3 sammenskrivning.

De to stavemåder »Prøjsen/Preussen« har været en dobbeltform siden 1904 og burde således være de ældre sprogbrugere nok så bekendt.

Det samme gælder »tjenstgørende« og »tjenestegørende«. De to former fandtes ifølge Ordbog over det danske Sprog allerede i 1945, dvs. 10 år før Sprognævnet blev dannet.

Det er således ikke Sprognævnet der har skabt usikkerheden om lige præcis disse ord. Når nævnet med 10-15 års mellemrum foretager forsigtige justeringer af retskrivningen, kan dobbeltformer ikke undgås i en overgangsperiode hvor nye former kommer ind og gamle former går ud af Retskrivningsordbogen. I forbindelse med den nye udgave af Retskrivningsordbogen 2012 arbejdes der i øvrigt intensivt på at reducere antallet af dobbeltformer mest muligt.

Hvad angår nye anvendelser af ord som »dufte« eller »bjørnetjeneste« må jeg henvise til at nævnet ifølge loven har til opgave at følge sprogets udvikling. Det betyder at nævnet bl.a. skal kunne redegøre for ændringer i danskernes faktiske sprogbrug. Når vi på vores hjemmeside oplyser at »dufte« og »bjørnetjeneste« af mange sprogbrugere nu bruges på en anden måde end den oprindelige, er der altså tale om en oplysning som nævnet har pligt til at give. Det er en simpel konstatering, og ikke samtidig en godkendelse af den nye betydning.

Nævnet arbejder på videnskabeligt grundlag og justerer retskrivningen efter nøje fastlagte principper. Der er således ikke tale om at Sprognævnet godkender tilfældige sprogfejl.

I en radiodebat på P1 Morgen torsdag d. 11.11.2010 mellem Frank Søholm Grevil og undertegnede gav Frank Søholm Grevil udtryk for at det største problem for erhvervsoversætterne faktisk ikke er dobbeltformer, eller at konkrete ord ændrer betydning, men derimod den udstrakte brug af engelsk, fx i erhvervslivet. Han fortalte at det bliver mere og mere vanskeligt for oversætterne at skabe nye danske ord og udforme forståelige danske tekster på baggrund af de engelske. Denne problemstilling har Sprognævnet meget længe været opmærksom på. Nævnet har bl.a. anbefalet at der på samme måde som i Norge og Sverige oprettes en national termbank, hvor fagfolk, undervisere, oversættere og andre interesserede kan dele deres viden om det danske fagsprog og sprede forslag til oversættelser af udenlandske fagudtryk.

Den tyske og den svenske sprogrøgtsmodel ligner i øvrigt den danske idet der samarbejdes på kryds og tværs med andre sproginstitutioner og akademier. I Danmark er der således et formaliseret samarbejde mellem Sprognævnet, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Det Danske Akademi, ligesom forfatterforeningerne og Modersmål-Selskabet er med i Sprognævnets repræsentantskab.

Sproget er både hvert enkelt menneskes personlige redskab og samtidig hvermandseje. Det bliver formet og omformet i takt med at vi bruger det. Det er praktisk og fornuftigt at fastlægge en fælles retskrivningsnorm, men resten er op til sprogbrugerne.

Det mente man allerede i 1786 hvor Anders von Höpken, en af grundlæggerne af det Svenske Akademi, ved sin tiltrædelsestale formulerede grundlaget for akademiets ordbogsarbejde, som i øvrigt stadig er gældende: »Det står ej uti vår magt att skapa et annat språk än folket i allmänhet talar«.