Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Spring ud, EU, før det er for sent

»Udvidelserne i 2004 og 2008 er måske mere end noget årsag til både Brexit og EUs nuværende krise,« mener Anne Sofie Allarp. Rom-traktaten - EUs grundlov - kan i dag fejre sin 60 års fødselsdag. Men samarbejdet mellem de (snart) 27 medlemslande knirker gevaldigt. Har EU en fremtid - og hvordan ser den i givet fald ud? Berlingske har spurgt fem debattører og politikere.

Foto: Flemming Gernyx
Læs mere
Fold sammen

Der var noget performance-art over Europa-Kommissionens præsentation af sin hvidbog »Fremtidens Europa« i starten af denne måned.

Hvidbogen indeholder fem scenarier for den Europæiske Union, som i deres pompøse uoriginalitet og konfliktskyhed perfekt illustrerer problemet med det europæiske samarbejde. »Douze Points« for værkets dogmatiske og illustrative komposition.

De fem scenarier er: videre som normalt, kun indre marked, EU i flere hastigheder, et slankere EU eller en reel føderation, og de end ikke strejfer baggrunden for problemerne, eller hvordan EU kunne forestilles at overleve den ny epoke af nationalisme, vi er gået ind i. Det er ærgerligt, fordi EU er individuelle nationale valghandlinger fra at falde fra hinanden, krisen er her på 60-årsdagen større end på noget tidspunkt før.

Store dele af samarbejdet ligger i ruiner eller mødes med mistillid og modstand i medlemsstaterne. De indre grænser er lukkede i store dele af Europa, mens de virker rimeligt piv-åbne udadtil. Og det er nu klart, at de dele af asylsamarbejdet, der blev introduceret i 1990erne for at bringe asyl-shopping i EU til ophør, muligvis aldrig har virket efter hensigten.

Euro-samarbejdet lider under de spændinger i konstruktionen, som man så rigt illustreret af den græske gældskrise, og det er åbenlyst, at hverken EU- eller euro-medlemskab kaster tryllestøv på regeringsførelsen. Lande som Grækenland og Italien er eksempler på, at man kan opretholde et imponerende korruptionsniveau parallelt med årtiers medlemskab.

Og så er der elefanten i rummet. Udvidelserne i 2004 og 2008 er måske mere end noget årsag til både Brexit og EUs nuværende krise. Den manglende evne til at ikke bare at forudse, men så meget som diskutere de sociale, demografiske, arbejdsmarkedsmæssige og kriminalitets- og velfærdsrelaterede problemer og udfordringer relateret til de millioner af nye EU-borgere, der er vandret mod vest, er EUs akilleshæl.

Den fremtid, man kunne håbe for EU, ligger et helt andet sted end i de fem scenarier. Den ligger i et forandringsparat, frygtløst EU, som prioriterer effektivitet højere end topmødeerklæringer, rydder op i regler og tilskudssystemer, gør forårsrent i institutionerne, sender det fransk-inspirerede bureaukrati på tiltrængt pension, og åbner for løbende rekruttering og mulighed for opsigelse, som starter en reel dialog med medlemslandene om den fri bevægelighed, og som går niveauet op til et mere transparent og konfliktparat indre demokrati.

Fødselaren har alderen, men forhåbentlig har EU også modenheden til at springe ud i en mere uhæmmet, udogmatisk og adræt udgave, før det er for sent.

Anne Sofie Allarp, international redaktør, Radio24syv.

Læs de øvrige fire debattørers holdninger: