Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Sprækker i Europas sikkerhedsarkitektur

Den fælles dagsorden mellem NATO og EU om tættere samarbejde og bedre udnyttelse af den militære kapacitet er ved at fuse ud til fordel for bilaterale samarbejder. For dDnmark er det en bekymrende tendens. Vi står os bedst ved at fastholde NATO som et strategisk forum for USA og Europa, skriver seniorforsker Henrik Breitenbauch.

Præsident Obama tog vel imod NATOs generalsekretær Anders Fogh Rasmussen. Men den amerikanske regerings opmærksomhed ligger p.t. ikke i Europa. Foto: Shawn Thew Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For nylig var NATOs generalsekretær i Washington, mens forsvarsministrene mødtes i Bruxelles. Et år efter Chicago-topmødet er det en passende lejlighed til at tage temperaturen på den europæiske sikkerhedsarkitektur – og på det NATO, der er ved at danne sig, mens alliancens soldater pakker sammen i Afghanistan. Set med strategiske europæiske briller er NATOs og EUs dagsordener paradoksalt svage i forhold til, hvor forandret rammerne er for deres virke. Det skyldes, at storpolitikken foregår mindre i institutioner og mere mellem de enkelte lande – og det giver særlige udfordringer for Danmark.

Præsident Barack Obama tog vel imod Anders Fogh Rasmussen, som har arbejdet stenhårdt for at bevare den amerikanske tillid til NATO. Men i pressemeddelelsen efter mødet stod der ikke noget om et kuldsejlet forslag fra generalsekretæren om et topmøde i år. Det skulle have handlet om militære kapaciteter – altså det stærkere samarbejde om at dele og indkøbe kapaciteter sammen, som blev vedtaget under overskriften »Smart Defence« i Chicago. Dette 2013 NATO-topmøde ville måske kunne have iscenesat NATO i forhold til decembers store EU-topmøde, som netop fokuserer på forsvarspolitik. Det kunne have banet vejen for et forbedret NATO-EU samarbejde. Nu gik det ikke sådan, måske også fordi den amerikanske regerings opmærksomhed drejer sig om meget andet end lige NATO.

MEN HISTORIEN OM topmødet der ikke blev til noget illustrerer samtidig en vigtig pointe i forhold til NATO og EU. Storpolitikken er blevet »genbilateraliseret«. Krisen betyder, at nationalstaterne er blevet kritiske over for langsommelige fælles processer. Store beslutninger bliver truffet i marginen af andre møder, eller ved uformelle møder, der med kort varsel indkaldes i Paris, London eller Berlin. Det er en stor forandring i en europæisk politik, der ellers normalt har haft en centrifugalkraft, som trak landene mod Bruxelles.

Den udvikling er paradoksal for NATO efter et årti, hvor der mere end nogensinde har været efterspørgsel på det, som alliancens militær har haft at tilbyde i form af både kollektivt forsvar, krigen i Afghanistan, andre missioner som i Libyen og Mali og sikkerhedssamarbejde med lande uden for alliancen. Udfordringen forværres af, at krisen ifølge borgerne er tidens største trussel. Der er altså behov for en ny dagsorden. Af pressekonferencerne ved møderne i Washington og Bruxelles er det fremgået, at NATO vil sælge sig selv til befolkningerne ved at være relevant – ved for eksempel at hjælpe de allierede lande til at imødegå cyberangreb.

Men NATO vil af hensyn til at bevare erfaringerne fra Afghanistan – og på grund af nedskæringerne – også skulle holde blikket stift rettet mod kerneydelserne. Allerede på Chicago-topmødet lanceredes ISAF-erstatningen, det såkaldte Connected Forces Initiative. Det er en ny ramme for den NATO Response Force, som før missionerne i Irak og Afghanistan udviklede NATOs evne til at udføre militære operationer. Connected Forces skal nu gennem træning fastholde de evner, som NATOs militære styrker har tilegnet sig i Afghanistan, inklusive evnen til at samarbejde med andre landes styrker.

EU-LANDENE ER I deres ende blevet enige om at fokusere på den fælles forsvarspolitik til det store EU-topmøde i december. Det vil se på, hvordan EU kan effektivisere sine operationer, på bedre samarbejde om kapaciteter som inden for NATO og på et mere åbent marked for forsvarsmateriel. Men lige nu virker det ikke i Bruxelles, som om dette topmøde bliver skelsættende. I Europa som i USA er den strategiske opmærksomhed forbeholdt krisen snarere end forsvarspolitikken.

Derfor er den dagsorden, som NATO og EU har til fælles – om at udnytte de samlede militære kapaciteter og budgetter bedre ved at øge samarbejdet – også ved at fuse ud kun et år efter Chicago-topmødet. Resultatet er, at de to vigtigste internationale fora for dansk sikkerhedspolitik reelt står noget i stampe – ikke i mangel på god vilje fra de respektive hovedkvarterer og kontorer, men i kraft af det manglende fokus fra især de store lande på begge sider af Atlanten.

NATOs uafklarede forhold til EU bliver altså ikke løst i denne omgang. Fremadrettet vil det nok mest sandsynligt ske, hvis der opstår et behov for, at de sammen løser en fælles opgave, i en mission, hvor der er brug for både NATOs hårde muskler og EUs sammensatte civile og militære bidrag.

NETOP MISSIONERNE ER den bedste strømpil for, hvad de store lande faktisk prioriterer. Libyen og Mali blev drevet af en europæisk dagsorden – af Frankrig i begge tilfælde og i makkerskab med Storbritannien i forhold til Libyen.

Politisk var ingen af dem drevet af EUs udenrigstjeneste eller i første omgang med brug af NATO. USAs rolle var tilbageholdende i forhold til det politiske og støttende i forhold til det militære. Der viste især Libyen, at de europæiske lande er dybt afhængige af praktisk støtte fra det amerikanske forsvar, at europæerne ikke kan nok selv og ikke investerer nok midler i deres forsvar. Det åbenlyse bud på en løsning: at den skal findes i et dybere samarbejde, har ikke hovedstædernes helhjertede opbakning.

Samtidig var EUs brede tilgang – som flugter med Danmarks tilgang til stabilisering – allerede i anvendelse før krisen i Mali. Det er et eksempel på, at selv om mange ting sker i margenen af institutionerne, vil EU-forsvarsforbeholdet i stigende grad gøre ondt på Danmark. Paradoksalt nok er forbeholdet en central begrænsning på Danmarks muligheder for at manøvrere i forhold til den ny bilateralisme.

For et lille land som Danmark, der nyder godt af stærke internationale institutioner, er det bilaterale en bekymrende tendens. Det er det også, selv om vi f.eks. i forhold til Storbritannien allerede har været opmærksom på at udvikle sådanne forbindelser.

Det er afgørende for Danmark at fastholde NATO som det uomgængelige strategiske forum for USA og Europa. Derfor skal vi værne om NATO, også når vi handler bilateralt, i alle dele af forsvars- og sikkerhedspolitikken.