Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Sportsdanser: Nej, Britt Bendixen skal ikke sige undskyld. Vi er en nation af hykleriske, curlende sprognazister

Foto: Magnus Ameland Loenberg og Martin Sylvest. Fold sammen
Læs mere

René Holten Poulsen er en elendig jive-danser. Det kan jeg tillade mig at sige, for jeg er selv sportsdanser, og det er længe siden, jeg har set så tåkrummende en jive. Men det er ikke derfor, jeg vil tage Britt Bendixen i forsvar – det vil jeg, fordi danskerne er hykleriske, når de kritiserer hendes udtalelse.

Vi er nemlig blevet en nation af sprognazister. Vi skriger op om fyringsgrund og voksenmobning, når en folkekær semi-kendis får en dårlig evaluering af den ellers altid positive Britt Bendixen. Samtidig kan vi udgyde de mest modbydelige sprogblomster, når det drejer sig om politikere, vi ikke kan lide, eller reality-stjerner, som vi synes er dumme.

Selvom Britt Bendixens udtalelse i fredagens afsnit af »Vild med dans« med lidt ond vilje godt kan tolkes, som om hun mente, at René Holten Poulsen generelt var uintelligent i hendes øjne, så skal man godt nok gøre sig umage for at læse den holdning ind i hendes kommentar.

Vi har at gøre med en hjertelig morsom Tante Skrap, som altid deler en eller anden form for roser ud til deltagerne, ligegyldigt hvor elendig deres præstation måtte have været. En dame, der altid kan finde noget positivt at sige, og som har en enorm dansefaglig ekspertise at byde ind med. Der er ingen tvivl om, at hendes kommentar om René Holten Poulsens intelligens udelukkende var ment i henhold til hans dansepræstation.

Alligevel farer vi i flint og kræver offentlige undskyldninger og færre midler til TV2. Vi kan ikke tåle, at sådan en pæn ung mand kan få så hård en evaluering med på vejen af den ellers altid gavmilde Britt Bendixen.

Årsagen er, at vi har udviklet en curlingkultur, hvor det ikke længere er politisk korrekt at kritisere folks præstationer, når nu de har gjort deres bedste. Det er simpelthen for ubarmhjertigt i vores øjne. Vi forventer, at chefen bærer over med os, og at børnene får et klap på skulderen til skolehjemsamtalen, »når vi nu har gjort vores bedste« – og så er det ellers fløjtende ligegyldigt, om vi har regnet en halv mio. forkert i rapporten, og sønnikes bedste ikke rakte til mere end et 2-tal.

Jeg siger ikke, at det ikke er i orden at være dårlig til noget. Jeg siger bare, at vi bliver nødt til at se i øjnene, at selvom det er i orden at være dårlig til noget, skal vi ikke forvente at slippe for kritik af vores dårlige præstationer eller at få ros for dem.

René Holten Poulsens jive var ikke god, og Britt Bendixen stod fast og fortalte ham sandheden, hårdt presset af den åndsbolle til Claus Elming, der insisterede på, at de skam havde trænet hårdt, og at det var en god jive – som om han har nogen ekspertise på området.

Nej, Britt Bendixen skal ikke sige undskyld. Hun gav en forbilledlig feed back ved at sige det, som det var, hvilket ikke faldt i god jord hos curlingnationen, fordi det gik udover en stakkels mand, der havde gjort sit bedste.