I weekenden var jeg som så mange andre på festival. I København. På Refshaleøen åbnede Haven for første gang for musik og publikum. Det blev en succes. Men en succes på lånt tid. For lige som så mange tidligere steder er Havens vidunderlige sted – eller spot – med udsigt til kongeskib, København og mastekran kun til låns. Om føje år rykker kranerne ind og gør Refshaleøen til et boligkvarter. Nøjagtig som det sker lige nu i Nordhavn. På Islands Brygge. I Sydhavnen.
Det er fint, at byen København vokser. Alligevel er det med en lille fornemmelse af tristhed, at jeg går hjem lørdag nat. Går forbi de gamle B&W fabriksbygninger, der stadig står så stærkt i deres forfald. Jeg tænker, at min datter på seks år aldrig kommer til at opleve andet end et poleret København, når hun vokser op. At alt bliver så renskuret og besidderisk, at der ikke er plads til andet.
Et eksempel på dette er den private ejerforening på Galionsvej på Holmen, der har hævet brostenene på området foran deres dyre boliger og opsat bomme. Dette er gjort for at umuliggøre, at cykler, barnevogne og kørestole mv. kan bevæge sig uhindret på området. Færdes langs havnefronten. Havnefronten, der tilhører os alle.
Jeg er ikke slumromantiker. Jeg anerkender virkeligheden, pengestrømme og væsentligheden af boliger og en by, der udvikler sig. Men når jeg bliver trist, er det fordi, politikerne sælger alt ud – eller ikke kender deres besøgelsestid.
For hvem siger, at hele Refshaleøen absolut skal gå til højestbydende boligspekulant? Hvem siger, at det ikke er rettidig omhu, at Københavns Kommune med Frank Jensen i spidsen går ind og sikrer sig en luns af øen? Et område, der udlægges til park – til noget for os alle – noget, der står for evigt. Som Kongens Have. Som Ørstedsparken. Som Fælledparken. Som Nørrebroparken. Som Botanisk Have. Som Enghaveparken. Ja, som man gjorde engang. Anlagde parker. Sikrede åndehuller i boligmassen. Det gør man ikke længere.
Hvor er åndehullerne?
Hvor er Nordhavnsparken? Hvor er Sydhavnsparken – og hvor ville Havneparken på Islands Brygge være, hvis beboerne ikke selv havde kæmpet så hårdt for den lille luns, vi i dag slet ikke kan forestille os uden med Havnebadet og vel det område, der mere end noget andet worldwide har positioneret København som noget enestående, specielt og dejligt? Uden beboernes kamp havde parken ikke været der, men været lige så overbebygget og trist, som resten af Islands Brygge er blevet det. Det er et faktum.
Til november er der kommunalvalg. Mon ikke, det er på tide, at vi københavnere stemmer på mennesker og partier, der vil sikre, at der ved fremtidig byudvikling sikres køb af arealer til offentlige parker og med muligheder for, at der stadig i byens kant er plads til arrangementer som Haven, Copenhell og andre events, og til daglig bare mulighed for at kunne mærke det, byen var engang, lige her. Stedets ånd kaldes det. Det er værd at lade gå videre til nye generationer.
Jon Stephensen er teaterdirektør på Aveny-T.
