Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Spin Villy

Michael Jannerup: En ofte gentaget myte er, at dansk politik styres stramt af rådgivere, der med øjnene permanent fokuseret på meningsmålinger hvisker de ledende politikere i øret, hvad de af taktiske årsager skal mene.

Michael Jannerup Fold sammen
Læs mere

Men det kan nu blankt afvises. Hvis man gik og troede, at tidens hotte medieperformer i det røde ringhjørne - Villy Søvndal - er sekunderet af spindoktorer, så afslørede partiformandens udtalelser onsdag i denne avis, at den slags kommunikationsopgaver skam ikke udliciteres - dem klarer Spin Villy selv.

Med dalende meningsmålinger i den ene lomme, og stigende medlemstal i den anden, måtte han lide den tort at skulle svare på et substantielt politisk spørgsmål: Hvad bliver der af oppositionens økonomiske enighed og dermed den vigtigste slagstyrke op til et kommende valg?

Som bekendt har de Radikale længe lagt sig fast på arbejdsmarkedsreformer, som hverken rimer på SF eller S (eller for den sags skyld V og K). Alligevel gentog Søvndal flere gange det meningsløse mantra: »Jeg har ikke opgivet håbet om at få de Radikale med i en konstruktion. Vi har et tæt samarbejde med dem«. Dette politiske mundsvejr fik følgende replik fra den radikale nestor Niels Helveg Petersen: »Nej, vi er ikke i forhandlinger med dem. Vi har fremlagt vores plan, og vi venter med spænding på deres, som vi vil studere med interesse«.

Men hvorfor løber SFs partiguru hovedkulds ind i øretæver i stedet for at stå fast på egen politik? Fordi han hele tiden - hvis regeringsdrømmene for første gang i partiets historie skal blive til virkelighed - har været afhængig af at suge al den økonomiske troværdighed, han kan af samarbejdet med S og R. Og endnu vigtigere, fordi han har lært af sidstnævntes flygtige succes som modeparti for den kreative klasse i 2005, som på mange måder ligner SFs egen vælgerboble fra 2007 og frem til nu.

Hvad der gik galt for de Radikale, må ikke gå galt for strategen Søvndal. Hvor Jelved brugte 17 mandater til selvfed febervildelse, med frihedsbreve og ultimative krav - og dermed en splittet opposition uden chance for at genvinde magten - har Søvndal konkluderet, at modevælgere kommer let, men forsvinder lige så hurtigt, hvis de ikke stryges med hårene. Den følsomme politiske nomade bliver ikke kun tilfredsstillet ved at kunne spejle alle sine paratholdninger i en medievant partileder. Som de usikre individer, de er, vil de have mere succes for at blive hængende. Det betyder, at næste gang er det ikke nok med mandatfremgang, kun ministerbiler kan gøre det, og Villy ved, at kun en (udadtil) stærk, enig opposition kan skaffe ham det.

Derfor er Søvndal så forhippet på at fasttømre en økonomisk flanke - med spinord alene - der rækker fra Enhedslisten og højre om en reformangst borgerlig regering til de Radikale. Målet for Søvndal er ikke længere politikken, men magten. Det er en helt rigtig strategi, hvis man insisterer på at fastholde den vælgergruppe af ubefæstede politiske sjæle, der kunstigt har pustet et parti op til en størrelse, der afspejler, at de endnu ikke har haft ansvaret for realpolitikkens hårde prioriteringer, der i en krisetid bliver endnu mere påtrængende.

Men gad vide, om de troløse er nok, eller om dette er starten på fortællingen om parti­lederen. der ville det hele: være mest rød, mest grøn, bygge bro over midten, være ung med de unge, ansvarlig minister og nu spindoktor på en og samme gang, men til sidst tabte alle æggene på jorden?