Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Spildte kræfter

27debGeetiAmiri.jpg
Geeti Amiri, Fold sammen
Læs mere

Hvem taler kritiske muslimer til, når de efterlyser et fredeligt islam i form af et reformeret islam, hvor Koranens ord læses metaforisk og ikke bogstavtro? Hvem skal være lydhøre overfor kritiske muslimers efterlysning af et islam, hvor der sker et opgør med dogmerne og kulturelt stagneret fortolkninger af Koranen, udlagt af mandlige imamer, som sidder fast i en patriarkalsk samtid?

Det er nødvendigt at vide, hvem kritiske muslimer taler til, for den manglende lydhørhed går ud over ingen andre end muslimerne selv og islam.

Umiddelbart virker det indlysende, at kritiske muslimer, der taler for et islam sat i sin kulturelle kontekst – et reformeret islam – taler til muslimer, der insisterer på, at islam er fejlfri. Alligevel virker det, som om at kritik af islam siver gennem målgruppen, når herboende ukritiske muslimer hævder, at kritikere af islam kun føjer højrefløjens agenda, og derfor taler om, men ikke med muslimer og islam.

Lad mig for et øjeblik knuse denne konspirationsteori og spørge: Hvad skal den danske højrefløj, specifikt Dansk Folkeparti og øvrige europæiske højrefløjspartier, dog få ud af, at islams image som civilisationens undergang ændres? Hvis nogen skulle være i tvivl, var dette ment som et retorisk spørgsmål.

Debatten om reformationen af islam blussede op igen som følge af angrebene i Paris og København, og det er tragisk, at der skal terror til, før debatten om et reformeret islam begynder herhjemme.

Det bør være et fast samtaleemne for enhver herboende muslim, om muligt enhver europæisk muslim. For hvis nogen skal kunne forstå behovet for et reformeret islam, bør det være os, muslimerne. Hvorfor er vi her ellers, i ikke-muslimske lande?

Retten til at kunne ytre sig uden at frygte for sit liv, friheden til at praktisere sin tro uden at blive forfulgt samt ligestillingen af kønnene er alle rettigheder, som muslimer i muslimske lande kun kan drømme om. Når kritiske muslimer kritiserer islamiske dogmer herhjemme, er det også et opgør med den manglende ytringsfrihed, som islamistiske magtinstanser har tvunget ned over sin befolkning i muslimske lande.

Når kritiske muslimer tager et opgør med antisemitismen, med hadet mod Ahmeddiyya-muslimer og foragten overfor kristne, alle ting der eksisterer i mørke muslimske kredse herhjemme, er det et opgør med den manglende religionsfrihed, som islamistiske regimer udøver over religiøse minoriteter i de muslimske lande.

Når kritiske muslimer udfordrer patriarkalske og forældede tolkninger af Koranen og forsøger at bryde mænds monopol på religionsfortolkningen herhjemme, er det et opgør med den manglende ligestilling, der hersker i de muslimske lande, som slår ethvert spirende frø ned, som kunne udvikle sig til et sundt demokrati.

Jeg håber, at muslimer snart forstår, at kritiske muslimer kun vil islam, som er vores fælles religion, det bedste. Ellers er det alt sammen spildte kræfter.