Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Spelt- eller karrieremor - det frie valg?

Agnethe Poulsen: Havde det kunnet betale sig, hvis ‘han’ havde valgt at gå hjemme i stedet for ‘hende’? Sandsynligvis ikke, og det kan det ikke for de fleste par, så længe vi i Danmark ikke har reel ligeløn eller en fornuftig fordeling af barselsorlov.

Ikke alle kvinder kan selv vælge, om de vil være mor på fuld tid, eller om de skal af sted med børnene og ud på arbejdsmarkedet. Arkivfoto: Mads Jensen Fold sammen
Læs mere

Det undrer mig, at al diskussion om forældreroller altid handler om karrieremødre vs. speltmødre, om hvornår man er en god mor og hvornår man er en dårlig mor. Hvorfor er der ingen, der diskuterer fædrenes rolle, hvorfor er det kun kvinderne, der tilsyneladende kan vælge mellem at prioritere karriere eller børn? Jane Thoning Callesens indlæg (01/02-2012) var modigt, for hun ved tydeligvis godt, at det for en moderne, frigjort kvinde er absolut tabu at vælge et liv, der drejer sig udelukkende om mand og børn.

At hun bliver mødt med »medfølelse, ringeagtelse og slet skjult misundelse« undrer mig ikke. Callesen lever et liv for de få, et liv med masser af tid, uden stress eller jag, tid til børnene, tid til at pleje parforholdet. Misundelsesværdigt? Ja, for pokker! For hvem ville ikke gerne slippe for at arbejde? I disse tider, hvor et kriseramt arbejdsmarked kan betyde, at man hurtigt kan blive ufrivilligt hjemmegående med alt hvad der hører sig til af dårlig økonomi, jobansøgninger i spandevis og aktiveringskurser fra helvede.

Callesens valg har været at stå af dette ræs, og hun er heldig nok til at have en partner, der gerne tager forsørgerbyrden på sine skuldre. Fred være med det, men hvor mange andre har økonomisk råderum til at foretage det valg?

Hendes livsstil er lige så urealistisk, som når rige mennesker uden børn proklamerer, hvor sundt det er for parforholdet at have hver sit soveværelse, eller unge og fraskilte (som regel også uden børn) udbreder sig om, hvor dejligt befriende det er at leve i åbne eller ligefrem polygame forhold. Alt sammen livsstils- og parforholdsvalg, som kun er realistisk for en meget lille gruppe mennesker.

Jeg forstår godt, at de såkaldte ’karrierekvinder’ kan blive voldsomt provokerede af de såkaldte ’speltmødre’. For selvom vi officielt mener, at karrieren er Guds gave til kvinden såvel som til manden, bliver vi så ikke alle, kvinder såvel som mænd, en smule misundelige, når folk som Callesen udbreder sig om deres overskudsliv? Hvem drømmer ikke bare engang imellem om at trække stikket ud og stå af arbejdsræset for i stedet at nyde livet med sine nærmeste?

Problemet med overskudsmødre som Callesen er, at hendes livsstil bliver knyttet til moderrollen. Fred være med hendes valg, som sagt tror jeg, at mange ville elske at have mulighed for det valg. Men det er et valg, der ikke er uden problemer. Hele den tåbelige diskussion om karrieremødre og speltmødre går jo på, at kvinders rolle i dagens samfund, den måde vi ser os selv og den måde vi bliver set af andre på, stadig påvirkes af et forældet sæt kønsroller.

Når karrierekvinder skælder ud på hjemmegående overskudsmødre, er det fordi de føler sig svigtet. Alle undersøgelser viser, at kvinder, der vælger karrieren, stadig må trækkes med den største del af arbejdsopgaverne i hjemmet. Heri ligger vel også en af årsagerne til tidens mange skilsmisser, som Callesen praler med at have undgået. For hvordan skal man som kvinde kunne holde sit ægteskab ud, hvis man konstant oplever, at manden trækker det længste strå, når det gælder arbejdsfordelingen i hjemmet?

Hvis valget mellem karriere og moderskab blot handler om, at alle kvinder som Callesen er frie til at træffe de valg, der føles rigtigst for hver enkelt kvinde, så tror jeg, at mange slet ikke har det valg. Hvis valget er begrænset til, at man som kvinde og mor kan vælge enten en karriere med det stress og jag, som følger med en stor arbejdsbyrde både på jobbet og hjemme, eller at stå af ræset og dyrke moderskabet, hvilket fører til en mere lige fordeling af arbejdsbyrden mellem én selv og partneren, synes jeg ikke, at der er meget valgfrihed i parforholdet eller samfundet.

Det skal ikke forstås sådan, at vi som kvinder bare kan skyde skylden på mændene. For Callesen såvel som for mange andre, der foretrækker at give deres børn en barndom fyldt med nærvær, tid og overskud, kan det som oftest bedst betale sig, hvis kvinden frem for manden vælger at skære ned på arbejdet eller vælge jobbet helt fra.

Hvad hvis Callesens mand også havde ønsket at vælge børnene frem for karrieren? Havde det kunnet betale sig i længden, hvis han havde valgt at gå hjemme i stedet for hende? Sandsynligvis ikke, og det kan det heller ikke for de fleste andre par, så længe vi i Danmark ikke har reel ligeløn eller en fornuftig fordeling af barselsorlov.

Callesen har ret til, at andre accepterer og respekterer hendes livsvalg, ingen tvivl om det, men hendes valg virker i mine øjne for nemt, for hun glemmer, at den slags valg ikke er op til den enkelte. Valget beror også på, hvilke forældreroller som er acceptable i det moderne samfund såvel som i parforholdet.

Hvis Callesen savner social accept af sit livsvalg, hvilke reaktioner vil en hjemmegående far så blive mødt med? Hvis begge forældre ønsker at gå hjemme med børnene, hvem løber så af med sejren?