Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Spar på sæben, Kristian Ditlev Jensen

Kristian Ditlev Jensen Fold sammen
Læs mere

Kære Kristian Ditlev Jensen, vi er kede af, at din nye printer har ødelagt din dag, og du har svært ved at blive skyllet ordentligt under bruseren. Få ting her i livet er mere frustrerende end shampoorester i håret, jeg ved det. Men det er ikke EUs skyld, selv om EU – som du selv skriver – får skyld for meget.

Der findes ikke noget EU-krav om vandsparere i hanerne, eller at printere skal printe på begge sider af papiret. Der findes derimod en række europæiske producenter af vandhaner, printere og mange andre produkter, der – ganske frivilligt – har valgt at gøre deres varer mere miljøvenlige gennem innovativt, grønt design for at fremtidssikre deres produkter og styrke deres konkurrenceevne.

Det bakker Europa-Kommissionen op om, for det bidrager alt sammen til, at vi kan opfylde de klimaforpligtelser, som er indskrevet i Parisaftalen, og hvor EU-landene i fællesskab har opstillet ambitiøse mål, der gør os til foregangsregion på verdensplan. Af samme grund er din sammenligning med Sovjet måske også lidt skæv. USSR var ikke just kendt for sin innovative, grønne politik.

Som led i de overordnede klimabestræbelser, planlægger Kommissionen desuden ny energimærkning af vandhaner og pumper, så forbrugerne får bedre mulighed for at vælge de mest miljøvenlige produkter. De vil have den positive sidegevinst, at de sparer penge på de enkelte husholdningsbudgetter. Men der er stadig ikke tale om nogen form for tvang. Så når du spørger »hvor idiotisk kan det blive?« ja, så er svaret: Det bestemmer du helt selv. Jeg vil dog tillade mig at komme med et enkelt råd. Vandet i Holbøl er kendt for at være dejligt blødt. Så brug eventuelt lidt mindre sæbe.