Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Sovjets top mente også, at den var »alle pengene værd«

FOTO: LISELOTTE SABROE Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da Sovjetunionen brød sammen, havde de ledende partikammerater tilranet sig store privilegier og levede i en verden helt for sig selv. En tilværelse i vild luksus afsondret fra pøblen, som sank længere og længere ned i økonomisk stagnation og mangel på helt almindelige varer. Hvis nogen havde turdet spørge de privilegerede partimedlemmer, og hvis de overhovedet havde gidet svare, ville de sige det samme, som erhvervstoppen siger om deres bonusser: At de var »alle pengene værd«, at de jo stod i spidsen for et mægtigt imperium med millioner af ansatte og et uendeligt stort ansvar. Desuden var deres løn og goder jo bestemt af kommunistpartiets øverste myndigheder.

Selvforståelsen hos »revolutionens fortrop« gjorde ikke systemet mindre sygt. Og da de polske værtsarbejdere i Gdansk gik i strejke, var det blevet så perverteret, afstanden til de ledende kadre for stor, og den herskende klasses overforbrug så tydeligt, at alle kunne se, at socialismen ikke bare var en illusion, men en ondskabsfuld joke. Samfundsordener styrter før eller siden i grus, når urimeligheder bliver for åbenlyse, når forskellene bliver for store, og en særlig selvretfærdig klasse stikker af fra alle andre.

I denne uge kom det frem, at topchefen i Nets, Bo Nilsson, står til at indkassere 629 millioner kroner, efter at en amerikansk kapitalfond har budt på virksomheden. Nilsson er ganske vist i særklasse i dansk sammenhæng, men han er udtryk for en både dansk og global tendens, som sender topchefers lønninger mod himlen. Når man spørger dem hvorfor, svarer de - i det omfang, de gider – at de er alle pengene værd, at det er et stort ansvar at drive så stor en virksomhed med så mange med­arbejdere. Og at alt i øvrigt er klappet af med bestyrelsen, som har bestemt deres løn.

Toplønninger, bonusser og gyldne håndtryk bestemmes ifølge logikken af markedskræfterne – udbud og efterspørgsel. En magt så usynlig som diskrete ordrer udstukket bag murene i Kreml. »Når direktører får høje lønninger og bonusser, så er det fordi bestyrelsen vurderer, at de er det værd,« skrev Cepos-direktør Martin Aagerup tidligere på året i et svar til den tidligere udenrigsminister Per Stig Møller. Direktører kan sagtens være både to- og trecifrede millionbeløb værd, mener Aagerup.

Tilliden styrtdykker

Per Stig Møller er på kapitalismens vegne stærkt bekymret over de voldsomme lønnninger i toppen og havde i en blog i Berlingske skrevet om »en meget lille befolkningsgruppe, som beriger sig, mens småsparerne og de ansatte enten står stille eller synker bagud.«

Han havde blandt andre nævnt Novo Nordisk-direktør Lars Rebien, som fik 30 millioner kroner i gyldent håndtryk efter at have undervurderet den negative udvikling i USA, og Novo havde tabt 40 procent af sin værdi. I Tyskland gik chefen for det skandaleramte VW af efter bare 13 måneder i jobbet med 12,5 millioner euro. Undersøgelser viser, at tilliden til store virksomheder i USA styrtdykker af samme grund. Kammeraterne i kapitalismens øverste kamre er ved at miste legitimitet.

Da det for nylig kom frem, at lønnen for direktørerne i landets elselskaber er steget med 23 procent på tre år, svarede administrerende direktør i Dansk Energi Lars Aagaard, at lønnen i de seks største forbruger­ejede energiselskaber og Dong Energi ligger under, hvad man får i virk­somheder med tilsvarende omsætning. Han undlod at sige, at de privilegerede kamme­rater selvfølgelig er »alle pengene værd«, men nøjedes med at placere milliongagerne i et regneark og konstatere, at de andre får mindst lige så meget. Så er alt jo godt. En gedigen solidaritetserklæring af sovjetiske dimensioner fra den ene apparatnik til den anden. Vi ses til solnedgang ved Sortehavets kyster.

Systemets legitimitet svinder

I Sovjet gik det stabilt fremad i 20-30 år efter Anden Verdenskrig. Det lykkedes at bilde folk bag Jerntæppet ind, at de levede i de mest retfærdige samfund i verden. Men da der ikke længere var brød i butikkerne, og pensionen og lønnen for almindelige mennesker ikke længere slog til, begyndte det hele at ramle. Så længe levestandarden stiger for alle, kan man holde massernes oprør fra døren ved at fortælle dem, at systemet er det bedste, og at trecifrede milliongager til topchefer er helt, som de skal være.

Men når toplønningernes himmelflugt sker sideløbende med, at alle andre bliver bedt om at holde igen, og et lavtlønnet proletariat vokser frem, som i Tyskland og Stor­britannien, svinder systemets legitimitet. Når franskmændene af deres nye præsident bliver bedt om at opgive tryg­heden i lange opsigelsesvarsler og almindelige amerikanere, briter og tyskere bliver nødt til at have to eller tre job, for at få brød på bordet, så er indignationen over per­verterede top­lønninger ikke længere bare et fnis ved middagsbordet.

Og det ved man godt blandt verdens politiske ledere og i nogle af de fonde, der investerer i virksomhederne. Theresa May advarer, Verdensbanken advarer, OECD advarer, den norske oliefond advarer. Men ingen ved rigtigt, hvad man skal stille op. Det vidste folkene omkring Leonid Bresjnev heller ikke. I 15 år fortsatte de med at lade som om, at den sygdomssvækkede leder, som aldrig havde læst en bog eller tænkt en selvstændig tanke, forstod, hvad der foregik, og hvad der stod i de taler, han holdt.