Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Sorte svaner

Peter Kurrild-Klitgaard.
Læs mere
Fold sammen

Alle svaner er hvide, lyder et klassisk udsagn fra videnskabsteori, som de fleste, der har været universitetsstuderende, er stødt på på et eller andet tidspunkt. Det er velkendt bl.a., fordi de fleste mennesker ville være tilbøjelige til at være enige, også selv om udsagnet, som det står formuleret, er faktuelt forkert. For nok er de fleste svaner hvide, men der findes faktisk sorte svaner. Heldigvis er udsagnet formuleret på en sådan måde, at det kan »testes«, og på den måde, er det et godt eksempel på, hvordan videnskabelige udsagn bør være: Mulige at efterprøve, også selv om det så viser sig, at de ikke er sande, og man derfor bliver nødt til at gå tilbage og omformulere dem. F.eks. til »de fleste svaner er hvide«, eller »alle europæiske svaner er hvide«.

De filosofiske udsagn om svaners farver har inden for de senere år fået en slags fornyet opmærksomhed med en række bøger og artikler af den amerikansk-libanesiske filosof, matematiker og investeringsspecialist Nassim N. Taleb, bl.a. via hans bog, »The Black Swan« (2007), der blev en international bestseller. En central del af dens budskab var: Der indtræffer altid nogle begivenheder, som er uforudsigelige. Bagefter virker de måske som oplagte, næsten logiske resultater af en udvikling, men i praksis kommer de bag på stort set alle, når de indtræffer. Det gør de, fordi de ikke er »mulige« i de teorier og begreber, som de fleste af os benytter os af – eller i hvert fald ekstremt udsandsynlige. Og når de så indtræffer, ryster de os grundlæggende og nødvendiggør justeringer af hidtidige begreber og teorier. Sådanne justeringer kan så måske dække identiske fænomener i fremtiden – men eftersom ingen teorier eller modeller nogensinde vil kunne indeholde alt (herunder det uforudsigelige), vil selv de bedste, mest sofistikerede af slagsen en dag komme til kort. Jo mere usandsynlige, desto større bliver konsekvenserne.

Talebs eksempler er ofte fra finansverdenen eller terrorbekæmpelse, men »sorte svaner« optræder også i demokrati. Så længe vælgerne opfører sig, som de plejer, og der ikke laves om på demokratiets spilleregler, forventer de fleste af os, at det meste vil fortsætte, som det har gjort. Men så en dag indtræffer der noget a la »1968« – studenter- og ungdomsoprøret, der fundamentalt forandrede ikke bare venstrefløjen og universiteterne, men stort set alle de vestlige landes partisystemer. Meget få herhjemme havde forudset, hvorledes dansk politik ville se ud ti år senere: Med en mere end fordobling af antallet af politiske partier og en historisk svækkelse af dem, der havde stået bag skabelsen af den moderne danske stat.

Vi kan også tænke på »sorte svaner« i forhold til velfærdsstaten. Den danske velfærdsstat blev udviklet i 1960erne på et tidspunkt, hvor danskerne allerede i mere et århundrede havde været blandt verdens rigeste. Man havde en rigdom – og social og human kapital – der muliggjorde, at man kunne have en generøs velfærdsstat med stor omfordeling, og at man kunne lade denne vokse og vokse, uden at man (i hvert fald særligt synligt) løb ind i de negative konsekvenser, som økonomer ellers ville have associeret med høje skatter og stor regulering. Så længe markederne endnu, år efter år, leverede ny økonomisk vækst, var der en »pool«, som politikerne kunne tage af. Lige indtil oliekrisen indtraf og lagde begrænsninger, man ikke havde regnet med.

»Sorte svaner« indtræffer hver eneste dag, i alle menneskelige sammenhænge. I finansverdenen, i myndighedernes beskyttelse af borgerne (mod krig og terror), i den økonomiske politik og i demokratiske valg. Vi kan ikke forudsige dem, men vi gør klogt i at gøre vores institutioner mindst muligt sårbare over for det uforudsigelige.