Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Sort flag over Egedalsvænge

Eva Agnete Selsing, filosof Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nogle historier gør ondt langt ind i sjælen. Historien om Egedalsvænge er en sådan. Ikke så meget på grund af de enkelte hændelser, men fordi det samlede billede giver et indblik i, hvordan man mister noget fint og dyrebart. En kulturstrid med et sørgeligt udfald. Et bud på, hvad der sker, når demokratiet bliver brugt til at underminere sig selv. Hvor varme og åbenhed bukker under for sine modsætninger.

Egedalsvænge i Kokkedal blev landskendt sidste år, da beboerbestyrelsens muslimske flertal nægtede at bruge penge på et juletræ til bebyggelsen. Det havde man ellers gjort tidligere. Den daværende formand, Karin Leegaard Hansen, forsvarede projektet, men modtog så mange trusler og hærværk, at hun måtte gå af og flygte til Jylland. Efter at have boet sammen med sin mand i Egedalsvænge i 29 år. Fordi hun insisterede på sin og de andre beboeres ret til at bibeholde en tradition, som er en uadskillelig del af de fleste danskeres kultur. Onde, eller bare ignorante, tunger lo ad sagen og ad de pinlige, proletariske danskere, der ævlede løs om juletræer. En kynisk reaktion på den klokkeklare diskrimination og efterfølgende vold, som Karin (og dem, hun forsvarede) oplevede. Og som endte med, at hun måtte flygte fra sit eget hjem. Noget, der altså ikke skete i Mellemøsten, men her i Danmark. Allerede dér var der stof til en kulturtragedie, og vi var mange, der harmedes på Karins vegne.

Men den kokkedalske gyser fortsætter. Nu er det nemlig lykkedes bestyrelsen i Egedalsvænge, under vejledning af Hizb-ut-Tahrir, at lukke flere klubber i bebyggelsen. Derunder »Det gamle vaskeri«, hvor de ældre beboere spiller dart og spiser sammen, samt en 36 år gammel billardklub. Flere beboere er utrygge ved tingenes nye tilstand og påpeger, at klubberne er blevet lukket, fordi de muslimske bestyrelsesmedlemmer ikke bryder sig om, at der bliver drukket alkohol – også selv om den nuværende næstformand afviser problematikken. Det er en uacceptabel udvikling, slet og ret. En gruppe beboere bliver forment adgang til deres egen kultur, i deres egen boligforening, i deres eget land. De bliver truet og må flygte eller får lukket deres fredelige foreninger. Her i Danmark. Fordi de gerne vil fejre jul, spille billard og nyde et glas med hinanden. Hvad er det dog, der sker?

Historien er sørgelig, fordi Egedalsvænge på sin vis udgør et mikrokosmos. Her kan vi, i mindre skala, se, hvad der sker, når den højt besungne mangfoldighed udfolder sig. Der sker lige præcis det modsatte af, hvad akademikerklassen fantaserede om, dengang i 1990erne i multikulturens hvedebrødsdage: Vi ser opsplitning, utryghed og diskrimination. Det, beboerne har tabt i Egedalsvænge, er tillid. Den tillid, der ellers falder os naturligt som danskere, og som er en forholdsvis homogen, lille kulturs fine privilegium. Vi kender og stoler på hinanden, fordi vi er fælles om så meget. Kulturelt, historisk, sprogligt. Det er det fællesskab og al den tryg- og frihed, der er at hente deri, som Egedalsvænge er ved at miste. Og det er skræmmende. Ikke blot på beboernes vegne, men som et indblik i, hvordan en af den vestlige civilisations grundpiller – den grundlæggende tillid mellem borgere og naboer – på få år kan forvitre væk i sådan en bebyggelse. Lad os håbe, at der findes politikere, der tør bekæmpe den udvikling.

Ved du noget om Egedalsvænge-sagen? Eller kender du til lignende problemstillinger i andre boligområder? Send en mail til camt@berlingske.dk