Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Sophie Løhde, dit ministerium er en katastrofe

»Tænk, hvis den øverste ansvarlige politiker, du, med fingrene i dejen, som godt ved, at den er kollapset – sagde det højt? Tænk, hvis der for engangs skyld var en sundhedsminister, der turde sige, at det, de møder hver dag, overstiger deres personlige ambitioner, og de må råbe 'stop'«

Michelle Hviid Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kære Sophie Løhde.

I disse dage minder Facebook mig om, at for to år siden væltede mit liv. Jeg har været alvorligt syg med en tumor i hovedet. Mit kranium skulle skæres op, det syge skæres væk og det ville komme til at gå fint. Det gjorde det bare ikke.

Min hjerne oversvømmede sig selv med det resultat, at jeg, første gang jeg talte med en neuropsykolog, troede vi var i 1991. Min datter skreg, når hun så mit lammede ansigt, og den lange seje kamp for at gå, skrive, tale og leve startede. I meget lang tid overlevede jeg, men uden at leve.

Her to år senere ligger der kun gløder overalt omkring mig, flammerne er slukket, og jeg begynder at tro på, at det ikke blusser op igen. Fem behandlinger har jeg fået af det offentlige, de sidste 300 har jeg selv betalt. Jeg får stadig behandlinger for egen regning, fire-seks gange om måneden. Men nu kan jeg cykle. Det lærte jeg 1,5 år efter operationen, da genoptræningsventetiden endelig var overstået. Det er livskvalitet, at kunne cykle. Vi tror, det er en selvfølge.

Jeg har set sygehusvæsenet på meget tæt hold, og det var ikke kønt. Min storebror fjernede min mad en dag, da der lå et brugt røvtermometer på bakken. Jeg har sovet i mit eget bræk, faldet fordi der ingen var til at hjælpe mig på toilettet, og mit blik stiller på uendeligt af al den elendighed, jeg oplevede.

Efterfølgende har jeg været på adskillige sygehuse som foredragsholder, og det samme sker hver gang. En tsunami af enkelthistorier om sygeplejersker med stress og patienter, der ikke er tid og plads til at tage sig af.

Sygeplejerskerne mister deres sjæl

Vi uddanner sygeplejersker, som har et særligt gen, der driver dem til at tage sig af andre, når de er det mest udsatte sted i deres liv. Vi uddanner dem i, hvad det kræver at være i stand til at hjælpe de hjælpeløse. Og når vi har gjort det, sender vi dem ud i et system, som ikke kan håndtere det, vi har lært dem. Deres vilkår er simpelthen syge. Når de går fra arbejde, har de mistet et lille stykke af deres sjæl, hver dag.

En af dem sagde til mig, at når hun endelig lægger sig på puden, kommer hun i tanke om alt det, hun har glemt. En ren skjorte til fru Nielsen, et bækken til Otto. En blodprøve, der strandede. Men så kan vi selvfølgelig bare give patienterne lidt vel rigeligt med medicin, de er nemmere at håndtere, når de sover 23 timer i døgnet. Det er komplet sindssygt.

Og de taler om det i radioen så selvfølgeligt, som at Solen står op. Og så er der fokus på det syge sygehus, som har misbrugt vores tillid, misbrugt medicin så groft, sløvet patienterne for at følge med. Men hvorfor er der ikke fokus på, hvordan det kan ske, at en præmis kan blive så syg, at det overhovedet kan ske? At det måske var deres bedste af to elendige alternativer.

Hvad nu, hvis man forestillede sig, at de her mennesker var under et helt urimeligt pres i afsindigt lang tid uden udsigt til bedring? Forestillede sig, at det er helt normale mennesker, men som vi har drevet rovdrift på? Selvfølgelig må man da ikke bedøve i forvejen syge mennesker for at få ro. Med hvad, hvis vi forestillede os, at den virkelige kriminelle handling er højere oppe i systemet, og du, Sophie Løhde, har sagt ja til at være ansvarlig?

Tag de blå briller af

Jeg antager ikke, at du har en skidt moral eller dårlige værdier. Overhovedet ikke. Du er garanteret et gennemsyret i orden og spændende menneske. Og i bund og grund kan det jo være underordnet, hvem vi sætter til at forvalte et så presset system med en tom pengekasse. Men tænk, hvis du turde tage det første skridt mod en tiltrængt revolution i sundhedsvæsenet. Og som ansvarlig minister tog de blå briller og overskægget af, og sagde højt: »Hvad pokker har vi gang i?! Jeg vil ikke være med mere.«

Tænk, hvis den øverste ansvarlige politiker, du, med fingrene i dejen, som godt ved, at den er kollapset – sagde det højt? Tænk, hvis der for engangs skyld var en sundhedsminister, der turde sige, at det, de møder hver dag, overstiger deres personlige ambitioner, og de må råbe »stop«. Så kunne du som den første sundhedsminister i dekader vinde respekten fra alle dem, der knokler længere nede.

Jeg bilder mig ind, at den første sundhedsminister, eller i det hele taget minister, som siger tydeligt fra, vil gøre en større forskel, end de der leger en leg, som alle normale mennesker ved, er en møgleg. Men du smiler, leger »lets pretend« på den store klinge, og lader som om alle enkelthistorierne ikke findes. Men de findes. Vi læser dem på Facebook. Vi hører om dem dagligt. Der er så ufatteligt mange. Borrelia. Kræft. Ulækre forhold. Ventetid. Manglende genoptræning, stress, mangel på hænder, sygehusmad, man bliver syg af. Der er nye historier hver dag. Og jeg er en af dem.

Jeg vil ikke underholde mere med alt det, der gik galt. Ved du, hvorfor jeg ikke gider råbe det mere? Fordi ingen lytter.

Kære Sophie Løhde, dit ministerium er en katastrofe. Det er så sygt, at jeg anbefaler alle at få en virkelig god forsikring.

Kærlig hilsen Michelle Hviid