Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Sommerens syndefald

Sørine Gotfredsen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er blevet talt og skrevet meget om denne sommer 2016. Den har budt på flere chokerende øjeblikke, når terrorangreb med få dages mellemrum har ramt i Frankrig og Tyskland, og mange har sikkert undervejs gjort sig tanker om, hvilket væsen mennesket egentlig er. Det er en uundgåelig overvejelse, når man konfronteres med nådesløshed, og den er særligt nødvendig i en epoke, der er så præget af troen på det gode menneske som denne. Som en del af opdragelsen i Danmark lærer man, at mennesket fødes rent og gennem opvæksten får sit sind formet af omgivelserne. Det rummer selvsagt en stor sandhed, at vi påvirkes undervejs, men i den stærke tro på, at vi selv former hinanden, har vi smidt en dybere visdom over bord. Nemlig den indsigt, vi har arvet fra den kristne tradition, hvor det siges, at vi bærer det onde og syndige med os. Begreberne bruges sjældent i dag, såmænd heller ikke ret ofte i folkekirken, men med denne sommer er der opstået en sørgelig anledning til at begribe dem på ny.

En forudsætning er dog, at man er villig til at erkende det dystre i sig selv, og fængselspræsten N.I. Heje, som i sin tid var medgrundlægger af tidehvervsbevægelsen, udtrykte det på begavet vis. Han understregede, at erkendelsen af syndighed ikke skal forbindes med selvhad eller uværdighed på grund af livets fejltrin, som det ofte i en karikeret kristendomsforståelse udlægges i dag. Nej, det handler med Hejes ord om at forstå at: »Enkelttilfældene viser mig, at det er galt i bunden.« Og at vi derfor har brug for tilgivelse. Livet lærer én, at disharmonien findes, fordi den uselviske vilje langtfra altid er stærk nok, og fremfor at erkende dette dyrkes i dag den medicinske diagnose og den sociale forklaring, der så nemt fratager den enkelte egentligt ansvar. Ganske vist har alle politikere i disse terrortider lært at sige, at ansvaret udelukkende er gerningsmandens, men det ændrer ikke ved, at man konstant søger ydre forklaringer og tyr til Star Wars-betegnelsen »de mørke kræfter« som en slags diffus konklusion. Sproget afslører, at man hverken formår at indse arten af den mest destruktive side af islam eller den menneskelige ondskab som en realitet.

Vi har ellers i denne del af verden alle forudsætninger for at forstå det, for læren om syndighed er som sagt kristen. Mens mennesket i islam kan gøre sig skyldigt gennem enkelte fejl og dermed kan forblive rent gennem lovoverholdelse, ved den kristne, at det er »galt i bunden«. Der er tale om to vidt forskellige mennesketolkninger, men mange aner det ikke, for i dag dyrkes især den postkristne humanistiske tro på, at mennesket kan opdrages til det gode gennem velvilje og velfærd. Midt i alt dette har sommeren 2016 fået karakter af en slags syndefald, der vidner om, at mennesket ikke blot kan opdrages til godhed. Og jo mere det føler sig retfærdigt over for sin Gud, desto mere hensynsløst kan det handle. Vi har kasseret den kristne indsigt i menneskets svaghed og behov for at hævde sin skrøbelige identitet, og derfor er den europæiske indvandrerpolitik i vid udstrækning skabt i en tro på, at alle i sidste ende deler livssyn og er drevet af samme gode vilje. Denne sommer har fortalt en anden historie om menneskets natur, og vi mangler visdom til at forstå den. Den visdom skal vindes tilbage.