Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Som forsker kan man blive så misforstået

Claus Kold: Man skal ikke problematisere soldaters adfærd uden at forvente, at ens motiver og ekspertise bliver beklikket. Det skete 24. oktober i en kronik i Berlingske, hvor kaptajn af reserven Klaus Kroll udnævner mig til at være en venstreorienteret, selvudråbt ekspert, der farer frem med en skjult dagsorden.

Klaus Kroll udnævner i kronikken 24. oktober Claus Kold til at være en venstreorienteret, selvudråbt ekspert, der farer frem med en skjult dagsorden. – Alt afhænger som bekendt af øjnene, der ser. Fold sammen
Læs mere

Alt afhænger af øjnene, der ser. Hvad angår min ekspertise, så var jeg ansat i Forsvaret i perioden 1997 til 2004. Ud over den praktiske indsigt jeg fik i Forsvarets daglige ledelse og organisering af soldater, gennemgik jeg alle Forsvarets lederuddannelser, ligesom Forsvaret bad mig gennemføre et ph.d.-studie af udviklingen i Forsvarets internationale operationer.

Afhandlingen forsvarede jeg foran et bedømmelsesudvalg i 2003. Jeg er derfor ikke selvudråbt ekspert, men netop vældig godt uddannet af Forsvaret selv og af tre universiteter. Jeg har efterhånden ikke tal på det antal gange, jeg af ’indebrændte’ officerer har fået at vide, at jeg skulle forholde mig til fakta. Opfordringen undrer mig, for det er præcis det, jeg har gjort og til stadighed gør. Lad mig kort ridse fakta op: Jeg støtter mine ekspertudsagn, som ikke er subjektive meninger, på bl.a. amerikansk forskning, som går tilbage til 2. Verdenskrig. På det tidspunkt gennemførte Samuel Stouffer og hans forskningsgruppe et stort studie, som siden har dannet grund under den fortsatte forskning i den militære institution og dens soldater. Studiet omfattede ca. 600.000 interviews (!) og ca. 200 studier (!!) på et tidspunkt, hvor ca. 16 mio. soldater (!!!) skulle gennem det amerikanske forsvar.

Data hentet under 2. Verdenskrig, i en population på 16 mio. soldater – mere virkeligt bliver det altså ikke! Dette studie er ikke siden overgået i omfang. Mange af forskningsmetoderne var så stærke, at de stadig er anerkendte og i dag bruges af det amerikanske militær. Listen over den fortsatte forskning frem til dagens situation er for lang til at fremlægge her, men den findes og er frit tilgængelig. Populært sagt spænder denne forskning fra at være specifik (fx casebaseret) og til at være generel (fx baseret på spørgeskemaer og statistik).

Min forskning af danske soldater var et specifikt og casebaseret studie af danske soldaters praksis. Når jeg ser på mine specifikke observationer, holder jeg dem op mod generelle internationale forskningsresultater, og i det lys er min forskning ikke afvigende eller mærkelig. Den er nærmest kedelig, fordi den ligger så meget på linje med den internationale forskning. Man kan dog som officer altid afvise begge disse forskningsmetoder med, at ’det er alt for snævert’, ’sådan var det ikke hos os’, eller ’det er for generelt’, og igen: sådan er det ikke hos os! Men ikke, hvis forskningen både er specifik og generel. Så handler afvisningen om noget andet.

I den forskning, der er gennemført og bekræftet af andre forskere, er der flere gennemgående temaer. Et af dem omtaler Kroll i sin kronik, nemlig at soldater, for at kunne kæmpe, ’udvikler stærke bånd’. Desværre afviser Kroll en demokratisk indsigt i deres dynamikker. I amerikansk forskning arbejder de i forståelsen af dette kammeratskab med en opdeling mellem soldatens identifikation med forsvaret som institution og opgaven (esprit de corps) og soldatens kammeratskab (social cohesion). To faktorer man kan måle på igen og igen og derfor kan konstatere eksisterer som sociale dynamikker.

Denne forskning er helt central for at forstå og forklare, hvordan en kampgruppe virker, og hvordan sergenten og løjtnanten kan lede kampgruppen. Hvis disse sociale kræfter ikke bliver forstået af sergenten eller løjtnanten, kan de blive svære at styre og gøre kampgruppen til en lukket kultur udenfor demokratisk kontrol. Så der er et dilemma i, at kammeratskabet på den ene side er nødvendigt, og samtidig at det må styres, så det ikke udarter. Dette dilemma er det nødvendigt at diskutere demokratisk, om Kroll vil det eller ej. At kampgrupper kan lukke sig om sig selv er ikke et enkeltstående fænomen, der kan hæftes på soldater individuelt, men er et resultat af de sociale processer, der foregår i kampgrupper.

For at forstå, hvad det er for processer, kan man fx vende sig til den forskning, der foreligger herfor. Et meget kendt studie er Donna Winslows studie af canadiske soldater udsendt til fredsoperationen i Somalia, hvor de havde tortureret en 16-årig somalisk dreng ihjel. Her viser hun, hvordan den interne loyalitet medførte lukkethed og fordrejning af information i forhold til undersøgelserne og det demokrati, soldaterne er sat til at tjene.

Dette studie er senere blevet fulgt op. Og igen henter jeg teorier og data fra USA, som knap kan siges at være venstreorienteret. I 2003 udgav en forsker, Volker Franke, sin forskning, som han gennemførte på forsvarsakademiet West Point. Franke peger på, at usikkerheden om, hvad opgaven går ud på, bevirker, at soldaterne forskanser sig i professionsattituder, der hentes fra klassisk krig, og som medfører en fremmedgørelse overfor krigens parter.

Kroll læser også mine udtalelser som angreb på Forsvarets nuværende uddannelser til missioner. Det er de ikke. Jeg udtaler mig om den måde, soldater blev uddannet på 1997-2004, og som jeg har indsigt i. Den uddannelse de fik lignede den, Verner Goldschmidt observerede i 1971 af FN-operationen på Cypern! De soldater, jeg observerede, fik stadig hverken kulturforståelse eller konfliktløsning. Hvad angår konfliktløsning, så kan konflikter groft sagt håndteres på tre måder: de kan stoppes, afgøres eller løses. Den typiske opgave for politiet er at stoppe en konflikt, som de giver til domstolene. En dommer afgør på baggrund af lovgivning konflikten. De almene retsprincipper har de dømte ikke altid ejerskab til, hvilket påvirker deres adfærd efter dommen. Dette ses i de følelsesmæssigt belastende skilsmissesager, hvor konflikterne tit fortsætter selv efter en dom. I mægling er forløbet, at det er konfliktparterne selv, som skal finde løsningen, som de derved får ejerskab til. For at løse konflikterne må parterne altså føres sammen, så der kan etableres ejerskab i forhold til løsningerne. Det skete imidlertid ikke i Kosovo. Operationen fik på papiret af FN et peace-enforcement mandat, som er en nyere operationstype, der i højere grad er gearet til borgerkrigens kompleksitet og manglende front. Men det danske ansvarsområde blev i praksis håndteret som en gammel peacekeeping operation, hvad det ikke var, og som heller ikke passede på konflikterne. Peacekeeping er en FN-operationstype, som er gearet til en symmetrisk statslig konflikt, hvor FN-tropper, efter at en våbenhvile er indgået, bliver indsat i skillelinjen mellem de to stater for at overvåge våbenhvilen. I det nordlige Kosovo etablerede danske KFOR-styrker, under fransk ledelse, derfor en skillelinje mellem serbere og albanere. Det stoppede konflikterne, men det løste dem ikke. Var opgaven blevet forstået som en peace-enforcement operation, var den etniske skillelinje sikkert ikke blevet etableret, men håndteret, som de tyske KFOR-styrker gjorde. I denne operationstype havde der været mulighed for at føre konfliktparterne sammen i en bestræbelse på at løse konflikterne.

Så når jeg udtaler mig, trækker jeg på forskning i kampgruppers sociale dynamikker, der ser ud til at producere den perlerække af episoder, Forsvaret har haft på forsiden af danske aviser i 10 år. Og så peger jeg frem mod den forskning, der er inden for konfliktløsningsteori.