Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Som et strejf af en dråbe ...

Suste Bonnén: Den store hvide mand har talt. Den erfarne erhvervsmand Mads Øvlisen har i fire år har siddet som formand for Statens Kunstråd, og nu, bagefter, kommer han med et opråb om at vi i dag mangler »en samlende vision for dansk kunst- og kulturstøttepolitik; en vision for, hvad vi skal med kunsten i Danmark, og hvorfor vi støtter den.«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I dag, efter fire års formandskab forlyder det : »Det afgående Statens Kunstråd med formand Mads Øvlisen i spidsen tager utraditionelle midler i brug i forsøget på at råbe politikerne og medierne op, inden et nyt råd træder 1. april - det er i dag.

Kunsten skal på dagsordenen. Derfor har rådet offentliggjort et kritisk udspil især henvendt til kulturpolitikerne.«

Det »skarpe udfald« formidles gennem et professionelt kommunikationsbureau. For sådan et har kunstformidlere.

De har råd til at betale for at få deres »kritiske udspil« i medierne. Her kan man læse om de velmenende bestyrelses­formænds holdninger til kunsten. I modsætning til dem der skaber kunsten, så har formidlerne i højere og højere grad råd til at betale for at få lanceret deres tanker i medierne. Og derfor kunne vi på hvilken som helst kanal høre og se Mads Øvlisen uddybe sin frustration om manglen på en »samlende vision for dansk kunst- og kulturstøttepolitik; en vision for, hvad vi skal med kunsten i Danmark, og hvorfor vi støtter den.«

Surprise.

Nu er ingen forpligtet ud over egne evner. Heller ikke politikerne. Og da virkeligheden er den, at der ingen kunstnere er i det danske folketing, og med undtagelse af en mavedanser og en komiker vist heller aldrig har været det, så er det da ikke overraskende, at politikernes visioner intet har med kunst at gøre.

Jeg personlig lever også helst helt uden politikernes visioner om kunsten. Jeg har mine egne brændende fantasier om steder og rum, som ingen kulturformidler eller -politiker ville drømme om fandtes, men nok ville kunne værdsætte, hvis de en dag blev gennemført med især økonomisk hjælp fra Statens Kunstråd.

Kort sagt: De penge, politikerne er så venlige at afsætte til kunst, skal bruges til de frie kunstneres visioner. De er ikke skaffet til verden for at embedsfolk og bestyrelsesformænd skal lave nye betænkninger, skarpe udfald og kritiske udspil om fraværet af politikernes drømme.

Om 100 år er det alene kunstnernes værker, enkelte af dem, der stadig vil have en betydning.