Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Solo på matriklen

Ann Mariager: Flere og flere danskere bor alene. Ann Mariager har et par bud på, hvordan man holder sit eget selskab ud samt svarer på nedlandende spørgsmål om netop at bo alene fra andre mennesker.

Ann Mariager Fold sammen
Læs mere

»Hva’ øhm - laver du så mad til dig selv hver aften?« Sådan lyder det spørgsmål, jeg hyppigst er blevet stillet i de år, jeg har boet alene. I starten fattede jeg det ikke. Hvad? Jeg er habil i et køkken. Jeg ligner ikke én, der aldrig får noget at spise. Hvorfor skulle jeg dog ikke lave mad til mig selv? Men en dag gik den klassiske tælleprås op for mig: Spørgsmålet beklikkede mit selvværd. Gad jeg virkelig det besvær med at lave ordentlig mad til mig selv, når jeg boede mageløs på matriklen. Var jeg ævred værd? Folk, der bor alene, formodes åbenbart at hugge præfabrikerede måltider i sig, enten i form af take-out, færdigfrost eller grillmad. Hvis altså ikke vi skraber bunden af en Stryhns og skyller en størknet osteskive ned med mælk, direkte fra kartonen. Eller et bøp Jack Daniels.

Så nu besvarer jeg dette mit »Frequently Asked Question« på tre måder, alt efter humør:

Ja, jeg laver mad til mig selv, 1) for der er ingen andre, der gør det. 2) for jeg er født under en heldig stjerne. 3) men kun om torsdagen, når min butler har fri.

Selvfølgelig laver jeg mad til mig selv. Hver dag. Den egenomsorg, dette kindstrøg, skylder man sig selv, når man bor alene.

Og det gør omkring en million danskere. Blandt voksne over 20 år i Danmark bor en fjerdedel alene, kan jeg se af statistikken. Der er givetvis sociale problemer at finde imellem os. Stille eksistenser, som lever fodringsløst i udkanten af fællesskabet. Uden venner og uden arbejde. Men én million er et højt tal. Så højt, at det overrasker mig, hvor lidt man hører til os. Forhåbentlig, fordi disse hundredetusindvis af enligboende har travlt med at gå til foredrag på det lokale bibliotek? Til fællesspisning i en madklub? Eller til crossfit, så de kan blive fikse til badesæsonen?

Eller kan tavsheden skyldes, at de er flove over at være alene? Den fornemmelse kan let ramme én. Man kan nemt føle sig aparte bare ved at gå i supermarkedet: Tilbud på seks flasker vin, på 1.500 gram oksehakke og på toiletruller til en mormonfamilie i flere generationer.

Også gruppen af modne enlige vokser, altså dem mellem 40 og 69, fortalte TV 2-nyhederne forleden aften. Der er kommet 80.000 flere til de seneste ti år. I tv-reportagen optrådte en mand på 63 og en kvinde på 56, begge med singlehusstand i Horsens. Manden var ved at rigge sin nye robotstøvsuger til, mens han slog fast, at han havde boet sammen med de kvinder, han skulle. Nu kunne han krydre sin mad, som han ville.

Kvinden fortalte, at hun nu kunne suse af til en aftale direkte fra arbejde uden at skulle tjekke hjemme først. Hun bor i nærheden af sine voksne børn, men har en kæreste i den anden ende af landet og det forhold fungerer glimrende.

Kvindens liv afspejler en tendens: Hun hører til LATerne. Det står for Living Apart Together, altså mænd og kvinder, der »lever adskilt sammen«, er par, der bliver boende hver for sig. Fænomenet er upraktisk, når der er fælles, hjemmeboende børn, og det er vel derfor, at det er de 40- til 69-årige, der boomer i LAT-livet. Singlelivet er blevet mere end blot en forfjamsket overgangsfase - som vi har set den dramatiseret i Sex & The City, Ally McBeal og Bridget Jones. Det er blevet en almindelig, accepteret måde at leve på. I hvert fald i nogle kredse accepteret. Jeg har måttet høre på meget sludder igennem årene om socialt statustab og den slags. For nogen tid siden var jeg til fest, hvor værtinden rejste sig og takkede vennerne. Hun delte dem, sikkert ubevidst, op i to - de, der var par og som hun og hendes mand tilbragte tid med i weekenderne. Og så vi andre, der delte en ledig stund på hverdagsaftener. A- og B-holdet, kunne man sige.

At jeg overhovedet deltog i løjerne rørte mig dybt. Det er sjældent at blive inviteret til pararrangementer i weekenden som alenekvinde, i hvert fald hvis man som jeg har overstået den værste ungdom og ikke skal kobles med vennekredsens eneste, spritnye singlemand. Som en af mine bekendte udtrykte det: »Min eksmand og jeg ser stadig de samme venner. Han kommer til middagene om lørdagen. Jeg til ostebord med tøserne om torsdagen.« Der gik seks uger, så var hendes eksmand afsat.

Et alenemenneske kan komme galt af sted omkring et festdækket parmiddagsbord. Der kommer ord ud af munden på én, som parmennesker bare aldrig siger. I hvert fald ikke, når ægtefællen er med. En aften faldt samtalen på porno, specielt den på nettet. Replikkerne pingpongede over bordet. Pornoficering. Plastic. Erstatningssex. Til sidst duppede en af gæsterne overlæben konkluderende: »Tja. Al den porno siger sgu noget om singlekulturen«. Selskabet samstemte. Undtagen alenekvinden. Jeg smed servietten og indvendte, at pornoens popularitet sgu da »tværtimod sagde mere om ægteskabet«. Så var den stemning ødelagt.

Det kræver træning at være alene og kunne holde sit eget selskab ud. Væn dig til at gå alene i biografen og teatret, for i salens mørke er alle publikummer grå. Tag toget, for så kommer du i snak med folk. No man is a island - spejl dig i mennesker, du holder af, for ellers bliver du skør. Gå ud og spis en middag alene. Find et bord, bestil din mad og lad være med at bladre desperat i en bog for at undgå øjenkontakt.

Tror du, de andre gæster tænker, at du er ensom, sølle og trist? Det gør de ikke. De er alt for optaget af sig selv. Skulle de få øje på dig, bliver de nok bare misundelige. I hvert fald de par, der sidder en hel aften uden at sige et ord til hinanden.