Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Sognepræst: Når de gode udpeger de onde

»For hvis man skal være god, skal det være på den rigtige måde.«

10DEBMarie-H-gh-101702.jpg
Sognepræst Marie Høgh Fold sammen
Læs mere

Nu kunne det være nok for Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Det er slut med at deltage i Radio24syvs programmer, hun mener nemlig, at den ledelsesmæssige linje billiger racistiske og xenofobisme udsendelser.

»Selv om der også er gode mennesker, der laver radio for 24syv«, skrev Marstrand-Jørgensen i et opslag på Facebook.

Gode mennesker. Hvem er det? Det er i hvert fald ikke dem, der kerer sig om deres fædreland. Så er man en ond højrepopulist – sådan en rigtig Mikael Jalving-type. For hvis man skal være god, skal det være på den rigtige måde. Som venligboerne. Venlige i modsætning til hvem? Ja, til dem der ikke gør ligesom de. De er nemlig uvenlige.

Ja, den moralske eller etiske skelnen mellem »de gode« og »de onde« er blevet så selvfølgelig i den offentlige debat, at ingen er anfægtet af deres skråsikkerhed. Når »de gode« udpeger »de onde«, er det ikke nødvendigvis, fordi de er særlig farisæiske, men fordi de faktisk er overbevist om, at det forholder sig sådan. En overbevisning, der ikke tager udgangspunkt i forslag på løsninger af landets problemer, men tager stade i overbevisningen om at ville repræsentere det absolut gode og moralske.

At ville repræsentere »det medmenneskelige«, ja, det fejer ligesom alle andre forslag af banen. Samtidig står de hævet over den blødende jord – hævet over at tage stilling til de problemer, der giver snavs på fingrene. Ja, hævet over forpligtelsen og ansvaret for at træffe ubehagelige, men nødvendige beslutninger.

Men moralsk forpligtelse eller medmenneskelighed giver ingen et fristed, hvorfra man overlegent kan kigge ned på de umoralske, bare fordi man i selvgodhed har tilladt sig at smugle ordet »moralsk« (eller etisk) ind og dermed gjort sig resistent over for enhver indvending.

Hvor stammer denne overbevisning om egen moralsk ret fra? Ja, den trang er så gammel som selveste menneskeheden: at undgå al anfægtelse og modsigelse. Al selvkritik og indre tvivl om holdbarheden af ens standpunkt. Man unddrager sig selvopgøret og selvkritikken. Overfører tvivl, anfægtelse og indre dialog, som et fejlbarligt menneske altid har, på »de andre«. Og så har vi »de gode« og »de onde«.

Men kampen mellem godt og ondt ja, den står først og fremmest inde i det enkelte menneske selv. Og den, som unddrager sig denne kamp og selverkendelse, unddrager sig dermed diskussionen med modstanderne, fordi man alene søger at påvise deres ondskab. Alt imens man unddrager sig opgøret med sin egen moralske ret og retfærdighed.

Men! Vi står altså alle lige i diskussionen med begge fødder på den samme jord. Her er moral ikke dumpet ned fra himlen til nogle få heldige modtagere, men er altid til diskussion. Og vi er fælles om forpligtelsen og ansvaret. Diskussionen må stå om, hvad forpligtelsen og ansvaret indebærer af konkrete handlinger. Ikke om, hvem der er god eller ond