Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Sofie Løhdes nye udspil om ledelse overbeviser ikke

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Regeringen, med innovationsminister Sophie Løhde som opdraggiver, har netop nedsat en kommission, som skal komme med oplæg til, hvorledes den offentlige sektor kan levere bedre service ved hjælp af bedre ledelse. Innovationsministeren fortæller i Berlingske 15. marts om tankerne bag udspillet.

De offentlige ledere skal sættes »fri af et stadigt mere omsiggribende kontrolapparat«, og »vi skal turde tage diskussionen af, at der er behov for at give lederne bedre vilkår for udøvelse af ledelse i den offentlige sektor og dermed en højere grad af frihed,« siger ministeren i Berlingske.

Altså et korstog mod New Public Management. Der er kommet for mange djøf’ere, som registrerer og kontrollerer, og registrering og kontrol er jo ikke rart.

Så det er populær tale. Hvilken offentlig ansat vil ikke gerne høre om mere frihed? Og de offentligt ansatte udgør jo 800.000 personer, som er vælgere alle sammen. Spørgsmålet er så, om vi kan forvente, at der faktisk kommer mere og bedre offentlig service ud af initiativet? Det tror jeg ikke, der gør. Og innovationsministerens argumenter er ikke overbevisende:

Sophie Løhde peger på, at kommunale institutioner leverer velfærd af vidt forskellig kvalitet, og derfor skal de mest vellykkede eksempler i højere grad kopieres til andre steder i landet. Sådan fungerer verden imidlertid ikke. Der skal andre og stærkere kræfter til at rette dårlige institutioner op end tips og information til ledelsen.

For ledelsen er netop hverken god til at tage imod tips og information eller til at råde bod på inkompetencen ved at uddanne og udvikle sig. Var det tilfældet, var det ikke gået så galt. Private virksomheder har behov for truslen om fallit for at holde ledelsen til ilden. Hvorfor skulle offentlige ledere være hævet over det behov?

Folketinget greb ind

Der er dog sket noget med kvaliteten af den offentlige velfærdsservice, mener Sophie Løhde i Berlingske: »Tag nu for eksempel kommunalreformen som et eksempel på, at vi er lykkedes med at få skabt nye, mere bæredygtige enheder til at løfte opgaverne tættere på borgerne,« argumenterer hun.

Det er imidlertid langtfra i overensstemmelse med virkeligheden. Kommunerne overforbrugte penge og personale ovenpå kommunalreformen i et omfang, så Folketinget simpelthen ikke kunne leve med det. Derfor måtte Folketinget indføre hårde straffeforanstaltninger over for kommuner, som ikke overholdt givne rammer. Det hjalp til gengæld. Jeg gennemførte i 2009 sammen med professor i offentlig organisation og ledelse på SDU, Kurt Klaudi Klausen, et studie af kommunernes funktionalitet i forhold til organisation og ledelse. Her fandt vi, at kommuner med moderniseret organisation og ledelse, hvad angår performance, ikke var til at skelne fra andre kommuner.

Når det var fordelagtigt at overskride gældende rammer, var det selvfølgelig de dygtigste ledere, som var »bedst« til at sikre en overskridelse. Men oven på straffeforanstaltningerne viste et nyt studie, at nu skilte den moderniserede organisation og ledelse sig ud. Organisation og ledelse er af betydning, men ikke i sig selv. Uden rigtige incitamenter er det omsonst. Og Sophie Løhdes kommission skal ikke forholde sig til de basale incitamenter.

Straf og krav virker

Kommunalreformen var egentlig udsprunget af en voldsom utilfredshed med det danske sygehusvæsen. Reformen var da også mest radikal i forhold til det regionale niveau.

Men også her er Sophie Løhdes argument om kommunalreformens fortræffelighed langt fra virkeligheden. Når sygehusvæsenet har præsteret så betydelige produktivitetsfremskridt, er hovedforklaringen nok, at der blev indført et frit sygehusvalg, som afgørende ændrede regionalpolitikernes incitamenter. Nu var det pludselig blevet afgørende for de regionale sygehusejere at leve op til behandlingsgarantien, så der ikke var patienter, som opnåede frit valg og gled over til et privathospital. Hertil kommer, at Folketinget pålagde de nye regioner at øge produktiviteten med to pct. årligt.

Straffeforanstaltninger og produktivitetskrav har virket revolutionerende og virkelig ændret kommunernes adfærd. Men kommuner, regioner og offentlige fagforeninger kan hurtigt enes om, at den slags ikke er rart. I disse parters kamp sætter de ind med det mest populistiske argument: Kontrol- og registreringsargumentet. Det er nødvendigt at registrere, hvad der bliver produceret på sygehusene, hvis et produktivitetskrav skal have mening, men alle kan da forstå, at kontrol og registrering er spild af tid!

Det er forbavsende, så hurtigt det bliver glemt, hvor dårligt sygehusene fungerede forud for det frie sygehusvalg. Og hvor voldsomt kommunerne øgede deres udgifter, skatter og medarbejdertal forud for indførelsen af straffesanktioner.

Det frie sygehusvalg blev ikke indført i samarbejde med fagforeningerne og KL. Det blev straffesanktionerne heller ikke. Disse ting blev indført af en minister og et folketing, som stod fast. Den lære burde Sophie Løhde have indprentet sig.

Henrik Christoffersen er forskningschef i tænketanken Cepos.