Nu kan au pairs arbejde to år i Danmark, og ordningen skal udvides til også at omfatte hushjælp til pensionistægtepar. Begge dele vil forstærke importen af især underbetalt filippinsk arbejdskraft.

Men hvorfor pokker haste tingene igennem? Hvorfor være bange for debat og argumenter? Ordningen om au pair trænger i den grad til et gennemgribende eftersyn.

Hvad er det for eksempel, der gør husligt arbejde så særligt, at der ikke er brug for almindelige regler om løn- og arbejdsvilkår? Og hvorfor stoppe ved hushjælpen? Hvorfor ikke invitere på underbetalt arbejdskraft på ’kulturel udveksling’ på industri-virksomheder? Eller i ministerierne? Hvorfor er det lige gruppen, der leverer hushjælp, hvor det er okay at underbetale?

Husligt arbejde er naturligvis rigtigt arbejde. Og det fortjener rigtig løn.

Tiden er simpelt hen løbet fra au pair-ordningen. Hvad der startede som en begrænset vesteuropæisk ordning med fælles regler fra 1969 har i dag en fuldstændigt anden karakter.

Den oprindelige kulturelle udveksling, hvor unge kvinder stiftede bekendtskab med sprog og kultur i et andet europæisk land, bruges stort set ikke mere. Nutidens europæiske unge opsøger oftere sprog og kultur gennem arbejde på almindelige vilkår, rejser eller uddannelse. Til gengæld fungerer au pair-ordningen i dag som import af underbetalt arbejdskraft fra den tredje verden, især fra Filippinerne, der er oprindelsesland for mere end 80 procent af au pairerne. Reglerne er slet ikke fulgt med den ændrede virkelighed. Den formelle ramme er stadig kulturel udveksling. Og sprogbrugen går igen, når tilhængere og brugere af au pair-ordningen – som Søren Pind, Anne Sophia Hermansen, og Christopher Arzrouni – skal forsvare status quo. Man forsøger at camouflere, at der er tale om et arbejdsforhold – og at det sker på nogle vilkår, vi ellers aldrig ville acceptere.

Det unikke ved au pair-ordningen handler ikke om kultur. Normal uddannelse og normalt arbejde indebærer også kulturel udveksling. Det egentlig unikke ved ordningen er, at staten – ved integrationsminister Søren Pind – har fastsat lønniveauet til mellem en fjerdedel og en tredjedel af den normale markedsværdi i Danmark. Og hvis au pair-opholdet ikke forløber tilfredsstillende, venter truslen om udvisning. Eller kort sagt: Dansk kultur præsenterer sig ved, at staten optræder som løntrykker. Hvis du brokker dig, bliver du udvist.

Filippinske kvinder – og andre – skal være mere end velkomne i Danmark. Og de ’gammeldags’ au pair ophold kan fint leve videre som den niche, det er og altid har været. Men det kan ikke være den danske integrationsministers forpligtelse af levere billig arbejdskraft til velhavere – hverken i form af børnefamilier eller pensionistægtepar. Der findes også en anden vej: Der bør gives adgang til arbejds- og opholdstilladelser som hushjælp. Og der bør gives mulighed for, at det danske samfund kan have varig nytte af den importerede arbejdskraft og de stærke ressourcer, de repræsenterer.