Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Søren Papes osteklokke

Sognepræst og ph.d Kathrine Lilleør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Søren Pape Poulsen, de Konservatives ny formand, kalder med jysk ironi Christiansborg for en »osteklokke«. Pape selv kommer udefra og er derfor virkelighedens mand. Men man skal ikke kaste med sten, når ens parti har lagt sig under en glasklokke.

Indrømmet, jeg så det ikke med det samme, dertil fyldte Søren Papes borgmesterbaggrund og seksualitet så meget i ugens pressedækning, at hans politiske budskaber nærmest forsvandt. Men det politiske var der faktisk først på ugen. Tre mærkesager: Væk med obligatoriske lektiecafeer, væk med topskat og mere fængsel til indbrudstyve. De to sidste sager har Pape i ugens løb overladt til andre i gruppen, men lektiecafeerne, der ikke må være obligatoriske, tog han selv på sig. Hvornår skal sygeplejersken på natarbejde nemlig ellers se sit barn, hvis hun ikke må hente det i eftermiddagstimerne? Skolen skal ikke bestemme over børnenes fritid, lød hans argumentation.

Ved første øjekast en oplagt borgerlig mærkesag, indtil man letter på osteklokken. For sygeplejersken, der skal på natarbejde, men insisterer på at hente sit barn kl. 14.00, skal jo styrte hjem og læse lektier sammen med det. En times tid, mindst. Lektier, som forskerne er vildt uenige, om børnene lærer noget af, fordi de fleste er enige om, at børn lærer mest, når de får professionel vejledning. Den hårdtarbejdende nattevagtsygeplejerske skal altså bruge eftermiddagstimerne på at læse med sit barn, som ikke absolut lærer noget af det. Den gode nyhed for sygeplejersken er uanset, om hun når lektielæsningen, at statistisk set vil hendes barn på den ene eller anden måde tilegne sig kundskaber, som vil sætte det i stand til selv engang at blive sygeplejerske. Vores børn når nemlig samme uddannelsesgrad som vi selv. Godt for nogle børn. Katastrofalt for andre.

Der går glasklokke i synspunktet, når Søren Pape mener, at lektiecafeer skal være frivillige, så sygeplejersken kan hente sit barn, for hendes barn har brug for bedre vejledning, end hun selv kan give. Og hvad med de ufaglærtes børn, der i særlig grad har brug for at få den lektiehjælp, forældrene ikke giver derhjemme? Virkeligheden banker på den konservative osteklokke. For de ufaglærtes børn dropper lektiecafeen. Ligesom sygeplejerskens barn dropper de lektier, der ville bringe vedkommende videre end til at tage en mellemlang uddannelse. Skal folkeskolen være i stand til at bryde ikke bare negativ social arv, men ændre det faktum, at børn arver deres forældres kundskabsniveau, skal der tre ting til: læring, læring og læring. Obligatorisk. For alle folkets børn. Deraf navnet: Folkets skole.

De konservative kalder sig »folkeparti«. Folkets parti. Intet mindre. Det er en flot målsætning. Men også drilsk. For er et folkeparti et parti, der lover folket det, som man tror, at folket vil have? Eller er et folkeparti et parti, der lover det, som man er overbevist om, er det bedste for folket og dets efterkommere? Ikke bare nu og indtil næste valg, men også i fremtiden. Med Søren Papes venlige jyske fremtoning har Det Konservative Folkeparti købt sig et frirum til at tænke nyt. Brug det. Find mærkesager. Ikke de lette, men de rigtige.