Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Søren Krarup: Rottereden og Uffe Ellemanns troværdighed

»Pia Kjærsgaard taler dansk i debatten om EU.«

Søren Krarup, tidl. medlem af folketinget (MF). Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når jeg nu ser Uffe Ellemann-Jensen folde sig ud i forargelse over, at Pia Kjærsgaard har kaldt EU i Bruxelles for en »rotterede« – ja, så kommer jeg først til at tænke på min far, som i 1974 gik af som sognepræst på Sydfyn og købte et hus, han kaldte for »rottereden«. Ikke fordi der var rotter i det, men fordi det ikke var af samme standard som den præstegård, han og hans kone forlod.

Ord kan betyde mange ting.

Men Uffe Ellemann vil gerne have dette ord til at betyde noget, som han kan angribe Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti for, og så kommer jeg til at tænke på de gange, hvor jeg undlod at angribe Uffe Ellemann, men havde megen lyst til det og i grunden også burde have gjort det.

Første gang var 21. april 1972, da jeg deltog i en TV-debat i København, hvor EF var emnet – sådan hed EU dengang – og hvor Ellemann var ordstyrer i en debat mellem på den ene side Asger Baunsbak Jensen fra Det Radikale Venstre og Jacob Christensen fra Kristeligt Folkeparti og på den anden side Ejler Koch fra Socialdemokratiet og mig fra EF-modstanderne. Det blev langt og temmelig hedt, men vi var nogle stykker, der fik en meget tydelig fornemmelse af, på hvilken side ordstyreren stod. Han var ikke ganske upartisk. Han var tydeligvis på vej ind i en politisk karriere, der i hvert fald ikke var modsat EF og Bruxelles.

Ejler Koch og jeg fandt os i forholdet, men gjorde os visse tanker, som eftertiden viste sig at bekræfte.

Flygtninge-indsamlingen

Anden gang, jeg oplevede Uffe Ellemann-Jensen, var det for fuld udblæsning og med megen larm og patos. Det var i september 1986, hvor jeg havde startet kampen mod indvandringspolitikken gennem en annonce i Jyllands-Posten 21. september under overskriften »Nej, ikke en krone«, og hvor kulturradikalismens og Medie-Danmarks forargelse var enorm.

Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen kom flyvende hjem fra udlandet, og pressen rapporterede, at aldrig så snart havde udenrigsministeren sat foden på dansk jord, før han meldte sig som indsamler til flygtningehjælpens og indvandrerpolitikkens indsamling, ligesom han efterfølgende flittigt lod sig fotografere af pressen, da han storsmilende ringede på villavejenes døre for at få penge i bøssen til forvandlingen af Danmark. Hvilken han også propaganderede massivt for på Venstres efterfølgende landsmøde, hvor hans modpart – Jesper Langballe og jeg og en stor del af Danmarks befolkning – blev gjort til genstand for ondartet bagvaskelse.

Ny EU-afstemning

Tredje gang, hvor Uffe Ellemanns forhold til sandhed og ret blev åbenlys for hele den danske befolkning, var i forbindelse med afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992. Her skulle det daværende EF have endnu et markant skub i retning af EU, den politiske union, som udslettede de europæiske landes selvstændighed, og den danske udenrigsminister var førende i propagandaen for det overnationale og ensrettende EF.

Vi modstandere gjorde vores bedste. For private midler tog vi kampen op med Uffe Ellemann & Co., men var jo håbløst underlegne i penge, publicity og propagandamuligheder – og så stemte danskerne alligevel nej 2. juni 1992 til Maastricht-traktaten. Landets frihed blev hævdet mod den ensrettende europæisme. Danskerne ønskede ikke Danmark nedlagt.

Men så gik Ellemann som udenrigsminister i spidsen for nye forhandlinger med det overnationale Europa og forhandlede sig frem til en ny traktat af samme karakter, og selv om danskerne altså netop havde stemt nej til Maastricht-traktaten, skulle der en ny afstemning til om en ny traktat af samme art som den gamle, kun med fire såkaldte forbehold, og i maj 1993 opgav en nedkørt, desillusioneret befolkning sin kamp for selvstændigheden og lod sig indrullere i Edinburgh-traktaten.

Og denne gang skulle der mærkeligt nok ikke en ny folkeafstemning til – mente den dybt troværdige Uffe Ellemann.

Som Henning Gottlieb, fhv. sikkerhedspolitisk rådgiver i Statsministeriet, med rette udtalte senere: »Jeg forstår ikke, at en retsstat kan leve med, at man først lægger et spørgsmål ud til folkeafstemning, hvorefter the Establishment bliver fornærmet over resultatet og manipulerer sig til, at det alligevel bliver et ja. Spørgsmålet er, om Danmark overhovedet er en retsstat.« (Berlingske Tidende 23.11.1997)

Dette spørgsmål kan vi lade gå videre til Uffe Ellemann-Jensen, som er dybt forarget over, at Pia Kjærsgaard taler dansk i debatten om EU.