Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Søren Espersen om terror: Jo, vi skal netop ændre adfærd

»Meget kan overlades til politi og andre myndigheder, men skal det onde besejres, må hver af os vise ansvar – være årvågne!«

Foto: Emil Hougaard

»Vi skal stå sammen – og gøre som vi plejer!«

»Vi må ikke ændre adfærd – så har terroristerne vundet!«

Genkender man udsagnene? Givetvis, for de gentages af stort set alle danske politikere, hver gang en terrorist i Allahs navn har myrdet løs i England, i Frankrig, i Tyskland, i Tyrkiet, i Danmark: Vi må ikke ændre adfærd, og vi må endelig ikke lave noget om, for så har terroristerne vundet.

Det gode modspørgsmål er dog, hvorvidt terroristerne ikke netop bliver ved med at vinde – fordi vi ikke ændrer os; fordi vi europæere bare bliver ved med at gøre, som vi plejer.

I 1970erne var London hjemsøgt af IRA-terrorister, som med bomber myrdede løs, hvor man mindst ventede det: I pubber, i busser og på jernbanestationer.

Min kone, Yvette, studerede på det tidspunkt i det centrale London og måtte således hver dag pendle frem og tilbage til sit hjem i Surrey, og hun har sidenhen fortalt mig, hvordan de hårdt prøvede London-folk med denne infame trussel hængende over hovederne netop begyndte at ændre adfærd med det resultat, at terroristernes mulighed for at bedrive deres ondskab i den grad skrumpede ind.

Man begyndte nemlig at tage terroristerne alvorligt. Mens myndighederne gjorde deres ved eksempelvis at fjerne skraldespandene på samtlige stationer, opsætte beton-spærringer, sørge for et væld af politifolk på gaderne, stramme hvorend det var muligt – ja, så gjorde hver enkelt londoner også sin lille gode gerning.

Man indrapporterede selv den mindste lille efterladte taske eller pakke i toget. Man styrede uden om de store forsamlinger. Man ringede til politiet om selv den mindste uregelmæssighed. Man bemærkede »det usædvanlige«.

Muslimer har et ansvar

Talrige terror-plots blev på denne måde taget i opløbet som følge eksempelvis af en årvågen og frisk udlejer, som havde fundet et par irske lejere mistænkelige. Enhver i London – herunder ordentlige irere – følte således et personligt ansvar for at være med til at fjerne den pest, der havde hjemsøgt hovedstaden.

Kort fortalt: Man ændrede adfærd. Man blev årvågen. Man stod sammen i bevidstheden om, at intet var, som det plejede at være. Og ved denne ændrede adfærd indledtes kampen mod terrorismen.

Vel gik man da på arbejde, som man plejede, og vel hyggede man sig med familien, som man plejede, og vel gik man på pub, som man plejede. Men den enkelte borger handlede!

Folket stod sammen – ikke ved at arrangere det ene endeløse freds-fakkeltog efter det andet, men netop ved at agere. Hver enkelt londoner påtog sig således et personligt ansvar for at bekæmpe terrorismen.

En tidligere generation af londonere havde prøvet det før. Under Blitzkrigen, hvor alle forventede en snarlig tysk invasion, og hvor Hitlers 5. kolonne derfor var i fuld aktivitet, var plakat-parolerne blandt andre: »Be vigilant!« (Vær årvågen) og »He’s Watching You!« (Han holder øje med dig!).

Vi danskere – vi europæere – har, her midt under den islamistiske svøbe, hvor Islamisk Stat, Al-Queda, Al-Nusra, eller hvad satanismen nu lige benævner sig, et lignende personligt ansvar. Meget kan overlades til politi og andre myndigheder, men skal det onde besejres, må hver af os vise ansvar – være årvågne!

Et særligt personligt ansvar påhviler naturligvis Danmarks muslimer. Og dette skal være min opfordring til dem: Det er jer, som kommer i moskéen. Det er jer, som i det daglige er en del af et muslimsk netværk.

Det er dermed jer, som før nogle af os andre vil kunne spotte en af jeres med ondt i sinde, og indrapportere enhver Danmarks-fjende til politiet. Vi andre har lov til som en selvfølge at forvente denne loyalitet over for Danmark.

  • Søren Espersen er næstformand for Dansk Folkeparti og formand for Det Udenrigspolitiske Nævn.