Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Socialisterne og de svage

SF’s vælgere er pæne middelklasseborgere, som gerne vil have en god mavefornemmelse: Politikken skal føles god og grøn og hjertevarm, mens det betyder knap så meget, om den reelt hjælper de svageste.

Amalie Lyhne: »Den politiske uenighed mellem borgerlige og socialister handler ikke om at hjælpe de svageste eller ej, for det er vi alle enige om. Den lille dreng med den utilregnelige mor og det tomme køleskab, han skal naturligvis have både et knus, en skålfuld havregryn og ordentlig støtte til at komme godt på vej i livet.« FOTO: SCANPIX Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De gamle folkesocialister i SF har længe fristet en ussel tilværelse i skyggen, mens Uffe Elbæks tylskørt-klædte fantaster har lunet sig i opmærksomhedens og de gode meningsmålingers skinnende sol.

Men nu skal det være anderledes, har SF’erne besluttet. De har ladet det røde gevær og hen over sommeren skudt det ene klassiske socialistiske forslag af sted efter det andet: Gratis morgenmad i folkeskolen til alle børn, gratis psykologhjælp til samtlige unge mennesker, der engang imellem føler sig lidt triste, og flere billige boliger i hovedstaden til de stakkels studerende.

Enhver socialist vil bryste sig af at være de svagestes beskytter, og sommerens politiske forslag fra SF ser da også umiddelbart ud til at være møntet på de svageste: De stakkels børn, de stakkels unge mennesker og de stakkels studerende.

Men er det virkelig de svageste, som SF interesserer sig for? Er det virkelig de svageste, der har gavn af folkesocialisternes politik?

Svaret er selvfølgelig nej. SF’s vælgere er pæne middelklasseborgere, som gerne vil have en god mavefornemmelse: Politikken skal føles god og grøn og hjertevarm, mens det betyder knap så meget, om den reelt hjælper de svageste.

Og lad os lige få en ting på det rene: Børn og unge er ikke skrøbelige eksistenser, hvis de kommer fra ressourcestærke familier – og det gør de fleste heldigvis. Kommende akademikere, som inden for en kort årrække kan se frem til en god løn og en tryg tilværelse, er ikke svage stakler.

Det er der til gengæld andre i samfundet, der er. For eksempel den storrygende alkoholiker på bodegaen, som ifølge SF skal betale for, at travle akademiker-forældre kan svigte deres forældreansvar og lade skolen stå for børnenes morgenmad. SF har nemlig finansieringen på plads, når det gælder den såkaldt gratis morgenmad i folkeskolen: Den skal betales af rygerne ved at hæve de i forvejen eksorbitant høje afgifter på cigaretter.

Og sådan er det så ofte med socialisternes hjertevarme forslag: De har en enorm social slagside. I rød blok er man vild med afgifter, fordi afgifter kan guide borgerne i den politisk korrekte retning – sundt, klimavenligt, økologisk. Men afgifter rammer stort set altid de svageste hårdest. Mens den typiske SF-vælger har en pæn indkomst og sagtens kan betale lidt ekstra for fødevarerne, for benzinen og for elektriciteten, så er det straks sværere for kontanthjælpsmodtageren.

Den politiske uenighed mellem borgerlige og socialister handler ikke om at hjælpe de svageste eller ej, for det er vi alle enige om. Den lille dreng med den utilregnelige mor og det tomme køleskab, han skal naturligvis have både et knus, en skålfuld havregryn og ordentlig støtte til at komme godt på vej i livet. Den unge kvinde med en psykisk sygdom skal naturligvis have hjælp i det offentlige sundhedssystem.

Nej, uenigheden handler om at definere begrebet »svag« – er det mennesker med rigtige problemer, eller er det snart sagt enhver borger? Og det handler om velfærdsstatens formål: Skal vi hjælpe de svageste eller skal vi hjælpe alle – også dem, der slet ikke har brug for hjælp?