Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Socialister og liberale kæmper fra hus til hus

»De principper, der står på spil, er dem, som Europa er bygget på siden Anden Verdenskrig. Men rædslen over at skulle sælge ud af dem er forskellig, om vinklen er fra højre eller venstre.«

28DEBBentWinther-Byline-bil.jpg
Byline billede - Bent Winther Fold sammen
Læs mere

Egentlig skulle pressemødet handle om den canadiske generalguvernørs statsbesøg i Sverige. Men spørgsmålene til den svenske statsminister handlede om Donald Trump. Hvad mente Stefan Löfven mon om udtalelser og tweets fra den amerikanske præsident, om at det mildt sagt står rigtig skidt til i Sverige med den store indvandring til landet.

Hvad svarer man på det? Præsidentielle tweets af den slags, som verden allerede har vænnet sig til, ligger helt uden for det diplomatiske kodeks, der normalt definerer forholdet mellem stater. Man blander sig ikke i den slags. Men hvorfor dog lægge sig ud med den store allierede på et grundlag, som synes svævende frit i luften? Hvis statsministeren gik til modangreb og forsvarede den svenske masseindvandring og Sveriges evner til at integrere, kunne han hurtigt ende som komiske Stefan. Og hvis han helt utænkeligt gav den amerikanske præsident ret i hans grovheder, ville han få hele det svenske establishment af Trump-hadere på nakken. Så det, der kom ud af statsministerens mund, var sådan nogle sætninger, som man skal være veltrænet politiker for at kunne.

»Det er op til præsidenten selv at afgøre, hvad han vil sige,« sagde den svenske statsminister og leverede så kronen på det retoriske værk:

»Sverige står som mange andre lande i verden over for mange muligheder såvel som udfordringer. Jeg tror det gælder alle lande i verden.« Så ved vi det.

Borgerlig usikkerhed

Senere gik regeringen dog til frontalangreb – ikke på Donald Trump, men på Sverigedemokraterna, som i Wall Street Journal havde givet Trump ret. Og det var ikke, fordi S nu erklærede sig uenige med Trump, men fordi to ledende politikere hos Sverigedemokraterna ifølge den socialdemokratiske indenrigsminister skadede deres hjemland ved at udtale kritik af Sverige.

Den svenske statsministers vaklen er et eksempel på, at socialdemokrater har ualmindeligt svært ved at håndtere den nationalkonservative bølge. Elsker, elsker ikke. I Tyskland og andre lande er midterpartierne til højre og venstre gået sammen for at holde de nye kræfter ude. I Danmark kan Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl nok mødes og tale pænt om hinanden i et fint sofainterview, men det ligner mest et forsøg på at stjæle hinandens vælgere. I Frankrig skal der tre-fire forskellige venstrefløjskandidater til præsidentposten til for at gå op imod Front Nationals kandidat, Marine Le Pen.

På den borgerlige fløj er usikkerheden i forhold til den nye højrebølge mindst lige så stor. For at blive i Sverige, så har lederen af det store borgerlige parti, Anna Kinberg Batra, som for 15 år siden skrev under på en erklæring om, at der burde være fri indvandring til Sverige, forklaret, at hun har skiftet mening. Nu vil hun vælte Löfven med stemmer fra pariaen i svensk politik – Sverigedemokraterna. Men det vil hendes to borgerlige allierede, Liberalerna og Centerpartiet ikke være med til. Og Batra står nu til afklapsning i meningsmålingerne.

I USA har Donald Trump splittet det republikanske parti, og Angela Merkel kunne ikke drømme om at kigge mod højre og det fremadstormende Alternative für Deutschland. Elsker, elsker ikke.

Men der står også uendeligt meget på spil, hvad angår magten, og ikke mindst ideologisk. Det er ikke forkert, når nogle taler om et valg mellem to forskellige verdensordner. Den gamle og den, der måske er på vej. Når hverken de europæiske socialdemokrater eller de regerende borgerlige partier bare springer ud i det, lukker grænserne, forbyder bederum og tørklæder og priser de svenske, tyske, danske, britiske og franske værdier til himlen for at følge folkestemningen, så er det, fordi store principper står på spil.

Den nye tredje stærke ideologiske strømning i Europa og Vesten passer ikke ind nogen steder. I sin substans er det ikke bare et spørgsmål om at file nogle hjørner. De principper, der står på spil, er dem, som Europa er bygget på siden Anden Verdenskrig. Men rædslen over at skulle sælge ud af dem er forskellig, om vinklen er fra højre eller venstre.

For socialdemokraterne gælder, at man ikke kan erstatte »klassekampen« med en national kamp mellem fædrelande. Sociale klasser og kampen om overskuddet fra produktionsmidlerne, for nu at blive i de marxistiske termer, er ikke det samme som at sætte folket over for eliten.

Socialdemokrater ved en korsvej

Hvis den generiske strid mellem arbejdere og kapitalister, lønmodtagere og dem, der kontrollerer virksomhederne, de privilegerede og de underprivilegerede, bliver afløst af den ene etniske, religiøse, kulturelle gruppes kamp mod en anden, så er der ikke meget tilbage af socialdemokratismen. Når ikke-vestlige indvandrere og den underklasse, de ofte repræsenterer, ikke længere er inkluderet og et mål for den socialdemokratiske søgen mod lighed og solidaritet, så må man kalde sit projekt noget andet og revidere principprogrammerne.

I et interview med Berlingske sagde den svenske samfundsforsker Jonas Hinsfors sidste år, at det dybt socialdemokratiske Sverige i dag står ved en korsvej. Hans pointe var, at fremtiden for Velfærdssverige er usikker, fordi socialdemokraterne har opgivet at slås for de underprivilegerede klasser – indvandrerne – som han mener ikke adskiller sig fra tilsvarende underklasser i 1950ernes Sverige, hvor folkhemmet med store sociale reformer løftede dem socialt, kulturelt og uddannelsesmæssigt og gjorde Sverige til et velfærdssamfund.

For den liberale fløj gælder tilsvarende, at man ikke kan erstatte friheden, frie markedskræfter, frihandel, fri bevægelighed, frihed til at tro, tænke og leve sit liv, som man vil med regler, grænser, forbud og løftede pegefingre, der griber dybt ind i menneskers personlige, private og religiøse liv.

De to strømninger, der i Europa har kæmpet – nogle gange sammen, men oftest mod hinanden – for at forme fremtiden, aner ikke, hvordan de skal tackle den nye verdenorden. Socialister og liberale kæmper fra hus til hus og har aldrig været så meget i vildrede.

  • Bent Winther er Berlingskes samfundsredaktør.