Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Socialdemokratiet har vundet valget, men tabt kampen om politikken

Socialdemokratiet gik til valg på videreførelsen af den stramme udlændingepolitik og forslaget om en ret til tidlig pension til nedslidte. De to politikområder har partiet nærmest uden kamp ofret til de Radikale for at få magten, og det kan blive dyrt.

»Det store problem for de europæiske socialdemokratier har længe været at finde den rette balance i tidens store skismaer. De har kort sagt ført den forkerte politik og været mere globalister end nationalister, mere storby end provins, mere elite end folk,« skriver Christian Foldager. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Alverdens medier har i disse dage øjnene vendt mod Danmark for at finde svar på et af tidens store spørgsmål: Den socialdemokratiske krise. For hvordan skal Mette Frederiksens valgsejr forstås i den store sammenhæng? Har hun fundet den politiske formel, der kan genrejse den socialdemokratiske bevægelse i Europa? Med valgsejren kunne svaret åbenlyst være ja, men med regeringsdannelsen blev det hurtigt et klart nej. Socialdemokratiet har muligvis vundet magten, men de tabte kampen om politikken. Det kan blive skæbnesvangert.

Det store problem for de europæiske socialdemokratier har længe været at finde den rette balance i tidens store skismaer. De har kort sagt ført den forkerte politik og været mere globalister end nationalister, mere storby end provins, mere elite end folk. Med andre ord: Socialdemokraterne har forsvaret den kosmopolitiske elites interesser og glemt det brede, arbejdende folk, som langsomt er søgt væk fra partierne. Det har toppen af det danske socialdemokrati endelig forstået, og de sidste fire år har de forsøgt at rykke partiet tilbage mod det nationale udgangspunkt. Målet med den nye politik har været at genfinde de folkelige rødder og tilbageerobre de tabte arbejdervælgere. Det lykkedes ved valget, hvor partiet gik frem i provinsen, men tilbage i storbyerne.

Vejen til de tabte arbejdervælgeres hjerter er gået gennem en højreorienteret værdipolitik og venstreorienteret økonomisk politik. En strategi, der giver god mening for et folkeparti, fordi nøglen til magten i dag er tryghed. Ikke kun social og økonomisk tryghed, men i særdeleshed også kulturel tryghed. Flertallet af vælgerne er ikke længere socialliberale, men socialkonservative. Et skift, som er sket på grund af det seneste årtis skelsættende kriser i form af finans- og migrationskrisen, der har skabt usikkerhed og utryghed langt ind i arbejder- og middelklassen.

De to centrale politikforslag, som har sikret Socialdemokratiet stigende opbakning fra denne vælgergruppe, er videreførelsen af den stramme udlændingepolitik og forslaget om en ret til tidlig pension til nedslidte. Men lige netop de to politikområder har socialdemokraterne ofret til de Radikale for at få magten – nærmest uden kamp. Spørgsmålet er nu, om de kan genvinde de samme vælgeres tillid om fire år?

Christian Foldager Fold sammen
Læs mere

Den mest naturlige parlamentariske alliance bag Socialdemokratiets nye politik ville have været en regering bestående af S, V og DF. De tre partier repræsenterer tilsammen det store flertal af socialkonservative vælgere, der ønsker en rimelig balance mellem storbyen og provinsen – og ikke mindst mellem globalismen og nationalismen. Den balance kan Socialdemokratiet ikke fastholde, når de baserer deres regering på storbyelitens partier, altså SF, Ø og RV. De vil blive ramt af den parlamentariske splittelse, som ødelagde den borgerlige fløj, hvor LA og DF på samme vis repræsenterede de to yderpositioner i tidens afgørende modsætninger. Med den splittelse er kursen sat mod et nederlag om fire år.