Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsens (R) Opinion 23. juni udtrykker god vilje, men mangel på research og omtanke for, hvordan man »bekæmper« det kulturelle fænomen »den sociale arv«.

Universiteterne har hverken en social mission, de praktiske muligheder eller økonomi til at »opsøge og fastholde« unge fra miljøer, der ikke tilskynder til videreuddannelse.

Der henvises bl.a. til Stevns Kommune som et af de steder, hvor for få unge læser videre.

Ved ministeren mon, at der på Stevns end ikke findes et gymnasium?

Hvad med at begynde der, før man involverer universiteterne? Er det ikke den første forudsætning for en studentereksamen, at der er et rimeligt tilgængeligt sted at læse?

Læs også: Sofies luftkastel

De Radikale ønsker ikke at indse, at det måske slet ikke lader sig gøre at »ophæve« den sociale arv, medmindre man fjerner alle børn fra hjemmet fra fødslen og opdrager dem ens. I så fald ville, teoretisk set, kun den genetiske arv få indflydelse på barnets muligheder. Da det (forhåbentlig) næppe indgår i den radikale idealverden, er total succes udelukket fra starten. Tilbage bliver det bedst mulige.

Professor i sociologi, M. Jæger, har ret i, at man skal begynde i førskolealderen. Men børnehavepædagoger kan jo ikke hamle op med akademikerhjem, da de netop ikke er akademikere. De rimeligt sølle forhold, som de offentlige børnehaver og vuggestuer har i dag, kunne alligevel forbedres betydeligt med orden, støjbekæmpelse, opdragelse og undervisning – hvis man ville. Vil man det?

Støjende, overbefolkede folkeskoler med for ringe uddannede lærere (de er heller ikke akademikere) bidrager mere til, end de ophæver, en »social arv«. Den nuværende »inklusion« af dårligt fungerende elever vil kun forstærke problemet

Læs også: Derfor er danske universiteter bagud

Systematisk brug af IT-muligheder på nettet kunne muligvis forbedre og motivere en del unges muligheder for at komme udenom familie, miljø og mangel på selvtillid og relevant undervisning. Unge har brug for diskret at afprøve deres viden og evner – uden om skoler og lærere – og derefter finde undervisningsprogrammer til at indhente viden til at opgradere sig selv. Eksamens- og karakterskræk kan til dels ophæves af den selvtillid, det giver, at vide, hvad man er værd.

Den ringe testning af elever i folkeskoler og gymnasier giver dårlige betingelser for, at de unge ved, hvad de er værd. De vil blive testet resten af deres (arbejds)liv og er nødt til at vide, hvad de går ind til, hvis de ikke skal lide permanent nederlag.

Intet kan erstatte kærlige forældres omsorg og ambitioner for deres børn. Men en eventuel mangel kan afhjælpes bedst muligt. Det skal bare starte fra småbarnsårene og kan ikke opnås ved at bruge universiteternes og gymnasiernes ressourcer på »opsøgning og fastholdelse« af demotiverede unge mennesker, præget for livet af deres miljø og manglende selvtillid og motivering. På det stadium hjælper kun tilstrækkelige opsamlingskurser, som kvalificerer til optag på universiteterne – hvis det altså virkelige ER det, de unge ønsker.