Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Snart er det slut med danske tilstande

Uden at være klar over, hvad der var sket, åbnede jeg pludselig øjnene på hospitalet for derefter at finde ud af, at jeg var blevet påkørt af en bus.

De næste mange dage på hospitalet havde jeg kraftige hovedpinesmerter og opkastninger samt et smadret ansigt og et hår, der var fyldt med både blod og væske fra de sår, jeg havde pådraget mig. En god indikation af alvoren i det skete!

Efter fem dages indlæggelse havde jeg et udseende, der allermest mindede om elefantmanden. Jeg ringede efter en sygeplejerske for at høre, om hun kunne hjælpe mig med et bad, fordi jeg slet ikke havde balance nok til selv at stå på mine ben.

Hendes svar var: »Det kan vi desværre ikke hjælpe dig med, for vi har ikke nok personale i weekenderne!« Jeg kunne først komme i bad, da jeg tog orlov en aften, så min familie kunne hjælpe med dette.

Travlheden på afdelingerne var ikke til at tage fejl af. Den betød, at man kunne risikere, at der kunne gå flere timer, før man kunne få svar på et spørgsmål.

I mit tilfælde betød den, at jeg kunne ligge 12 timer og næsten uafbrudt brække mig i stride strømme og holde på hovedet, der var ved at sprænges, før der kunne komme en sygeplejerske fra en anden afdeling og sætte et drop op med noget smerte- og kvalmestillende.

Travlheden betød også, at jeg skulle være meget vågen i forhold til den behandling, jeg fik, for personalet kunne godt komme til at glemme at fjerne den medicin, jeg ikke skulle have længere, og som havde mange bivirkninger.

Nu er jeg en rimelig stærk person med en sund kritisk sans i forhold til alt, hvad der foregår omkring mig. Men oplevelsen fik mig til at tænke på de svagere patienter, der måske har mere autoritetstro i behold eller ikke har mulighed for at agere lige så kritisk.

Kunne denne travlhed på afdelingerne have noget at gøre med det såkaldte krav om to procent øget produktivitet hvert år, som Finansministeriet pålægger sundhedsvæsnet? Det tror jeg desværre, det har. I forsøget på at få personalet til at løbe endnu stærkere har man gennemført rationaliseringer i sundhedsvæsnet, der for ofte går ud over kvaliteten.

Det var den royale fødselslæge Morten Hedegaards afgang fra fødeafdelingen på Rigshospitalet et vidnesbyrd om, ligesom det faktum, at man gav patienter sovepiller på en afdeling på Køge Sygehus for at få tid til de øvrige opgaver, er et dårligt varsel.

Minister for offentlig innovation, Sophie Løhde (V), har netop nedsat en ledelseskommission til at forbedre kvaliteten af servicen i den offentlige sektor, men allerede navnet på kommissionen siger noget om, hvor problemet antages at ligge. Der er god og mindre god ledelse, og som hun siger, skal vi have »den offentlige sektor til at køre længere på literen«.

Men, min kære Sophie Løhde, det er en omgåelse af selve problemet. Det er ikke bare et ledelsesspørgsmål. Prøv at lytte til dem ude på afdelingerne! Kuren er ganske simpel: Flere varme hænder! Til at finansiere det, kunne man f.eks. fjerne nogle i det djøf-lag, der spilder personalets tid med formålsløse registreringer.

Halime Oguz er SF-folketingskandidat og cand.mag.