Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Smedens søn klarer sig nok uden overlægens datter

»Vi har næppe lyst til at tvangsbosætte landets indbyggere for at opnå en social jævn fordeling.« Modelfoto Fold sammen
Læs mere

Folkeskolen er og skal være for alle. Det er et af landets største goder, at alle børn uanset forældrenes indtægt har adgang til mindst ni års skolegang. Og det er en smuk tanke, at børnene i folkeskolen opnår en form for social uddannelse, fordi forskellige samfundslag blandes. I den danske folkeskole møder smedens søn overlægens datter, som det så malende er formuleret.

På den baggrund er det lidt deprimerende, når Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i en undersøgelse kan fastslå, at kun i godt en fjerdedel af folkeskolerne er forholdene reelt sådan, at top og bund af samfundsgrupperne mødes. Mange forældre fravælger af forskellige grunde de kommunale skoler til fordel for fri- og privatskoler. Det er skidt, hvis børn vokser op med udsigten til, at den eneste vej i livet går via socialkontorer og kontanthjælp. Og det er lige så skidt, hvis andre børn vokser op uden bevidsthed om mindre velstående hjem, hvor mennesker kan være ramt af nød og sygdom uden egen skyld.

Men debatten om den sociale del af skolelivet har det med at fortabe sig i illusioner og drømme om fortiden. Ja. Tidligere gik smedens søn og overlægens datter i samme skole. Mest fordi de boede i samme landsby eller samme lille købstad. Eller fordi børnefamilierne i de større byer i efterkrigstidens boligmangel bosatte sig, hvor det var muligt at få et sted at bo. Hvilket ofte var i områder med almene eller private udlejningsboliger, hvad enten man nu var arbejder eller funktionær. Når smedens søn var færdig med grundskolen, kom han i lære i et praktisk fag, mens overlægens datter gik videre til den lokale borger- og realskole. Deres veje krydsedes ikke nødvendigvis igen, med mindre smedens søn fik gjort overlægens datter gravid. Hvilket på sin vis vel også kunne repræsentere en form for social udligning.

Da 1950ernes og 1960ernes velstandsbølge satte ind, flyttede mange familier til de nye parcelhuskvarterer. Fordi de havde lyst og råd. Det øgede behovet for nye skolebyggerier, men indledte samtidig udviklingen mod mere demografisk ensartede skoledistrikter. Og det på et tidspunkt, da indvandring og integration kun var begreber i ordbogen. Siden er folkeskolens sociale udfordringer mangedoblet som følge af, at nye samfundsgrupper med helt andre kulturelle og sociale forudsætninger er flyttet til Danmark.

Billedet af dagens folkeskole er således et billede af en samfundsudvikling, som på én gang har været bevidst og utilsigtet. Vi vil så gerne bevare troen på, at Danmark er ét stort fællesskab. Og det er vigtigt, at vi hver især har forståelse for andres livsvilkår. Men den forståelse påhviler det i højeste grad forældrene at bibringe deres børn. Vi har næppe lyst til at tvangsbosætte landets indbyggere for at opnå en social jævn fordeling. Men politikerne kan i den overordnede boligpolitik sikre, at boligformerne blandes bedre.

Lad os huske, at Danmark er et af verdens mest lige samfund. Folkeskolens opgave er først og fremmest at give både smedens søn og overlægens datter kvalifikationer til at klare sig i livet. Om det lige foregår i samme klasseværelse er ikke altafgørende.