Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Små strejf af islamofobi

Byline Sørine Gotfredsen
Læs mere
Fold sammen

Jeg husker tydeligt følelsen, da jeg for nogle år siden blev beskyldt for at lide af islamofobi. Ordet syntes meget voldsomt og ganske ude af trit med min selvopfattelse, men jeg blev jo nødt til at overveje, hvad betegnelsen reelt betyder for os. Med den seneste tids tragiske terrorbegivenheder og de folkelige bevægelser rundt omkring i Europa, der sandsynligvis også rummer ubehagelige elementer, konfronteres man virkelig med de fintfølende mekanismer.

Vi lever i en periode, hvor man kan gøre sig selv sårbar ved at udtale sin bekymring for islam og samfundets udvikling, da man jo ikke vil beskyldes for noget beskidt, og jævnligt betror folk mig, at de mærker en ny form for vrede. Den foruroliger dem, og de skjuler den, for de har ikke lyst til at bære på den, men den er der bare. Måske som noget uhåndgribeligt og måske hæftet til konkrete erfaringer, men helt sikkert som påmindelse om, at der kan være langt mellem det idealbillede, man har af sig selv og de skygger, der tilsniger sig plads i bevidstheden.

Derfor skal vi være varsomme med at beskylde hinanden for islamofobi. Ordet indikerer en næsten patologisk tilstand af frygt og had, der grunder i sindets grimmeste lag, og i nogle tilfælde raser den jo unægtelig også for frit. Men små strejf af følelsen kan ramme enhver, der konfronteres med noget urimeligt og ønsker at fastholde en elsket virkelighed, og pointen er, at man ikke bliver et dårligere menneske af at erkende det. Måske bliver man snarere et mere årvågent menneske, der tør konfrontere sig selv med et selvmodsigende indre, og vi gør ikke den multikulturelle udfordring mindre ved at bruge ordet islamofob som dæmoniserende mærkat.

For anklagen kan få et menneske til at føle sig så isoleret fra pæn normalitet, at bestemte tanker forstærkes på usund vis. I stedet bør vi forstå, hvordan skepsis og modvilje hører menneskenaturen til og kan bryde frem, selv om man ikke troede, at den slags kunne fylde så meget i ens ellers så pæne væsen.

Denne tid opfordrer os altså til at granske vores menneskesyn. Hvor meget tror man på, at vi i en presset epoke kan forlade os på ro og overskud i den enkelte? Hvor meget fylder trangen til ren selvopholdelse, når tingene spidser til? Disse spørgsmål angående menneskenaturen har fra begyndelsen været centrale i den moderne indvandrerdebat, og desto mere grund er der til at læse Heinz Schillings store Luther-biografi, der er udkommet på dansk. Og hvor netop tanken om menneskets grænse udfoldes.

Luther nærede hele livet dyb skepsis til menneskenaturen, hans teologi er gennemsyret af troen på den iboende selviskhed, og hans på mange måder konservative tænkning er styret af tanken om, at den syndige natur skal tages i ed. Jeg føler mig beslægtet med opfattelsen, og den mand, der i sin tid beskyldte mig for at være islamofob, mente da også, at min skepsis i synet på mennesket er for stor.

Måske har han ret, men indtil videre siger erfaringen mig, at når mennesket føler sig truet og nærer frygt for at miste – hvad enten det er rationelt eller ej – kan ganske overrumplende følelser opstå. Som små strejf af islamofobi, der nok udgør et mere fælles anliggende, end vi til daglig antager. De må ikke styre os, og netop derfor skal de erkendes. Så vi bedre kan styre dem.