Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Slag under bæltestedet

Replik. Så længe lektor Thomas Rømer holder sig inden for grænserne af injurielovgivningen, må han ytre sig præcist så infamt, som han selv finder passende. Men er det fremmende for den videnskabelige debat om pædagogik i folkeskolen? Nej!

»Senest har Thomas Rømer udviklet en forestilling om noget, han kalder DPO, Det Pædagogiske Oligarki. Tilsyneladende er det forskere, som interesserer sig for målstyring, som arbejder med forholdet mellem undervisning og læringseffekter, og som synes at det er vigtigt at undersøge, hvordan lærere kan bruge evidensbaseret forskning,« skriver Lars Qvortrup. Foto: Steffen Ortmann
Læs mere
Fold sammen

For mange år siden, da jeg for første gang skulle være opponent ved et ph.d.-forsvar, trak en ældre kollega mig til side og sagde, lige før vi skulle i gang: »Først refererer du det, stipendiaten har skrevet. Så vender du dig mod hende. Nå hun har nikket og tilkendegivet, at dit referat er korrekt – så kan du gå i gang med kritikken.«

Og så tilføjede han: »Det afgørende er, om der skabes ny, gyldig viden. Derfor skal du være skarp og klar og gerne vittig i din kritik. Men lad være med at forveksle sagen med personen. Sørg for at kritisere det, den phd.-studerende faktisk har skrevet, ikke det du tror, hun har skrevet.«

Disse principper har jeg beundret og forsøgt at efterleve lige siden, for de er kernen i den akademiske debat: Den akademiske debat er klar, kritisk og kontant, men er samtidig også altid saglig og korrekt. Det er blandt andet denne debatkultur, der har skabt de store forskningsresultater. Det er derfor afgørende vigtigt, at vi værner om denne tradition.

Jeg kom i tanke om episoden, da jeg i Berlingske læste om diskussionen mellem lektor Thomas Rømer og nogle af de kolleger, der er blevet ramt af hans kritik. Hvem var det, der her undergravede den akademiske debatkultur? Ifølge Berlingske var det de to, der klagede over kritikken. Min påstand er, at det er Thomas Rømer, som undergraver den frie, akademiske debat. Han er ikke saglig, men polemisk. Han refererer ikke modpartens udsagn korrekt, men fordrejet. Han går efter manden, ikke bolden. Dette er jo unægtelig stærke påstande, som skal dokumenteres. Derfor er jeg nødt til at være konkret.

Thomas Rømer har gennem mange år forfulgt mig og andre uddannelsesforskere i et omfang, som de færreste kan forestille sig. Beskyldningerne har været grove: På et tidspunkt gjorde han mig medskyldig i, at Odense Kommune fyrede lærere. Hans begrundelse var, at jeg sammen med andre forskere havde optrådt på et arrangement for medarbejderne i kommunen. Det, der forenede os, var, at vi ifølge Thomas Rømer tilhørte en gruppe af »gamle marxister« som »fører sig frem med Pisa, Singapore og evidenstænkning som pædagogiske pejlemærker«. På et andet tidspunkt blev jeg beskyldt for at være i ledtog med den tidligere rektor for DPU, Lars Henrik Schmidt. Vi havde nemlig hver især dannet »to til fire grupper af 60-årige med hver deres ypperstepræster og menigheder«, hvorfra vi ifølge Thomas Rømer undergravede den sande og oprindelige folkelige pædagogik. Samtidig havde vi tilsyneladende alderen imod os.

En af de seneste episoder udspandt sig 2. februar i år, hvor jeg var blevet bedt om at holde en dobbeltforelæsning på Aarhus Universitet om »Evidens og effektstudier i uddannelsesforskning og pædagogisk praksis«. Thomas Rømer var til stede, sammen med godt 100 master-studerende. I forelæsningen tog jeg udgangspunkt i, at undervisning er underlagt et dobbeltvilkår. På den ene side er den målorienteret, og som lærer er man optaget af, hvordan man kan nå disse mål. På den anden side er den uforudsigelig: Der sker ting i klasselokalet, som fører andre steder hen end de planlagte. Derfor er der brug for to forskningsspor, nemlig et der interesserer sig for midler til målopfyldelse, og et andet der interesserer sig for uforudsigelighed og improvisation, for undervisning rummer begge dele. Efter at have understreget at disse to sider hænger sammen, uddybede jeg det ene spor, nemlig det om evidens og effektstudier. For det var jo det, jeg var blevet bedt om. Som afslutning på forelæsningen var der tid til debat, og der blev stillet mange gode spørgsmål. Thomas Rømer ytrede sig ikke med et eneste ord.

Stilheden varede dog kun til næste dag. Her kunne man på hans Facebook-side læse en veritabel bredside mod det, jeg havde sagt. Jeg havde for eksempel refereret til en af de internationalt førende uddannelsesforskere, John Hattie. Men som Thomas Rømer skrev: »Refererer man til John Hattie er man en ja-hat, en ja-Hattie«. Så det må man åbenbart ikke. De, der gør det, er »jahattede og begejstrede som små duracellkaniner fra Ny Nordisk Skole«. Om jeg er »begejstret« og for hvad, ved jeg ikke. Men Ny Nordisk Skole har jeg aldrig haft noget med at gøre. Men der stod mere af samme skuffe. For eksempel kom jeg på baggrund af dobbeltheden mellem målrettethed og uforudsigelighed ind på lærernes frihed. Det lød sådan i Thomas Rømers gengivelse: »Pludselig begyndte Qvortrup endda at tale om ’frihed’, men det, synes jeg altså ikke, var sødt.« Jeg forstår, at arrangøren – og jeg vil gerne understrege: uden at jeg havde opfordret til det – efterfølgende bad Thomas Rømer om at tale pænt til instituttets gæster. Det problem har Thomas Rømer løst ved at udelukke mig fra sin Facebook-side, hvor kritikken af mig og andre ifølge kolleger fortsætter med uformindsket styrke. Nu taler han altså ikke til mig, men om mig. Konsekvensen er, at jeg nu ikke længere kan se, hvad han skriver om mig eller andre, endsige tage til genmæle.

Senest har Thomas Rømer udviklet en forestilling om noget, han kalder DPO, Det Pædagogiske Oligarki. Tilsyneladende er det forskere, som interesserer sig for målstyring, som arbejder med forholdet mellem undervisning og læringseffekter, og som synes at det er vigtigt at undersøge, hvordan lærere kan bruge evidensbaseret forskning. Men i Thomas Rømers forestillingsverden er det noget helt andet, nemlig en sammensværgelse, hvis formål er at ødelægge den frie, danske folkeskole.

Har Thomas Rømer ret til at skrive, som han gør? Ja, naturligvis! Så længe han holder sig inden for grænserne af injurielovgivningen, må han ytre sig præcist så infamt, som han selv finder passende. Men er det fremmende for den videnskabelige debat? Nej, tværtimod. Det er dybt skadeligt. Han fordrejer synspunkter, i stedet for at sikre sig redelighed. Han er polemisk, ikke saglig.

Han tænker ikke i forskningsparadigmer, men i »oligarkier«. Han går efter personen, ikke bolden. Og folk, han ikke bryder sig om, udelukker han fra sine debatfora. Sådan kan man føre kulturkamp. Men sådan fungerer det videnskabelige samfund ikke.