Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Slå hegn om det frie ord

»Situationen er for mig at se lige så alvorlig som under Den Kolde Krig. Dengang gik man anderledes voldsomt til værks for at forsvare sig.«

18debKatrineWinkelHolm.jpg
Katrine Winkel Holm
Læs mere
Fold sammen

De fleste ved nu, at mange moskéer som f.eks. Grimhøj-moskéen er udklækningskaserner for både terrorister og hellige krigere som denne uges omtalte Victor.

Det er altså fra moskéerne og de hastigt voksende parallelsamfund, at den største trussel mod det frie ord udgår. Havde det ikke været for dem, ville en lang række danskere ikke være mandsopdækket af PET – et tal vi roligt kan regne med vokser.

Vold har vist sig at være uhyggelig effektiv, også i forhold til de muslimer, der forsøger at bryde ud. Når de religiøse autoriteter, parallelsamfundenes konger, forkynder, at Gud ønsker frafaldne muslimer dræbt, har det en voldsom effekt.

Noget må gøres, mener de fleste. Men så snart forslagene lægges frem, skydes de ned i ytringsfrihedens navn. Lige så sikkert som amen i kirken toner juristen og debattøren Jacob Mchangama frem på skærmen og hævder, at man forråder ytringsfriheden, hvis man aktivt ønsker at sætte en bremse for ødelæggelsen af vores frihed og vores land.

Som f.eks. 16. marts, hvor han i en kronik i Berlingske sammen med Flemming Rose skriver, at det er et overgreb på ytringsfriheden, hvis man ønsker at beskytte landet mod udenlandske kalifat-forkyndere ved at nægte dem indrejsetilladelse.

Her gør forfatterne sig skyldige i begrebsforplumring. At nægte ikke-statsborgere indrejse er ikke et overgreb på ytringsfriheden, for den er en lovsikret borgerrettighed, ikke en universel ret. Vi har suveræniteten over vores eget territorium, og ønsker vi at beskytte det mod frihedsomstyrtende demagoger, er vi i vores gode ret til at gøre det. Det forhindrer ikke kalifat-forkynderen i at ytre sig herfra og til dommedag – et andet sted.

Samme begrebsforplumring er på spil, når forfatterne på ytringsfrihedens vegne er forarget over, at man ikke tildeler statsborgerskab til folk, som på Facebook har hyldet kalifatet. Det vil nemlig også kunne ramme islamkritikere, hævder de. Det er et argument, der er taget med tang, da islamkritikere er tilhængere af retsstaten og folkestyret, mens kalifat-tilhængerne ønsker at omstyrte samme. Det er ikke så svært at se forskel.

Direkte forkert er deres påstand om, at jeg ønsker Grimhøj moskéen lukket her og nu. Nej, vi skal selvfølgelig respektere religionsfriheden, men samtidig skal vi tage Grundlovens §67 alvorligt. Det kan man gøre ved at undersøge, om imamen Abu Bilals legitimering af drab på frafaldne er i overensstemmelse med Grundlovens §67, der sætter grænser for religionsfrihed.

Nu viser Mchangama og Rose sig at være modstandere af Grundlovens §67. Fair nok, men så er det snarere Grundloven end mig, de skal polemisere imod.

Situationen er for mig at se lige så alvorlig som under Den Kolde Krig. Dengang gik man anderledes voldsomt til værks for at forsvare sig: I Danmark blev kommunister holdt ude af ledende stillinger i samfundet, og i både Tyskland og USA forbød man en periode kommunistpartiet. Der skal vi bestemt ikke ende, men historien viser, at bekæmpelse af totalitære kræfter kræver andet, end at man tager til genmæle imod dem. Forsvaret af det frie ord kræver mere end ord.