Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Skyttegravskrigen om Tivolis støjniveau

Foto: MORTEN JUHL og Sue Bergmark. Fold sammen
Læs mere

Debatten om lydniveauet til Tivolis koncerter har raset denne sommer, hvilket gør det oplagt at skrive et indlæg om decibelgrænser. Men jeg vil meget hellere skrive om empati. For hvor blev den lige af?

Hvordan eskalerede debatten til skyttegravskrig så hurtigt? Problematikken er da til at tage og føle på i begge sider af sagen. I foreningen Vi elsker stilhed sætter vi fokus på, hvor mange mennesker, der faktisk forstyrres og stresses af støj, og jeg forstår godt, at naboerne siger stop. Men som koncertgæst forstår jeg også godt ønsket om bedre lydkvalitet. Det, jeg ikke kan forstå, er, at opponenterne ikke kan forstå hinanden.

Hvad end vi er til Bach eller Nik og Jay, bor i Tietgensgade eller i Thyborøn, så vil de fleste gerne have god lydkvalitet. Men vi ville også blive trætte, hvis vores overbo insisterede på at slynge vasketøj på 1.600 omdrejninger i to timer hver fredag aften inden midnat. Vi vil også alle sammen gerne have velfungerende infrastruktur, motorveje og regionaltog, men vi vil da ikke have dem i vores baghave.

Jeg har hørt flere kommentarer om, at hvis man er støjsart, må man flytte på landet eller ud på en øde ø. Hvis du ikke kan lide lugten i bageriet, kan du flytte. Det er simpelthen ikke en fair præmis at diskutere ud fra. Og det er da heller ikke en præmis, vi diskuterer noget som helst andet ud fra.

Bryder du dig ikke om resultatet af kommunevalget? Flyt. Har din nabo købt et trommesæt? Flyt. Skal der anlægges motorvej gennem dit rhododendronbed? Tag en tudekiks. Det kan da ikke være sådan, at har man sagt A, må man også finde sig i, at andre siger B.

Et tilbagevendende argument er, at Tivoli var der først. Og det var de jo sådan set også. Men det var fredagsrock ikke nødvendigvis. Og har man egentlig carte blanche til at gøre, hvad man vil, fordi man var der først? Ville vi ikke have nogle meget mærkværdige ejerforeninger rundt omkring i det ganske land, hvis det var sådan, klaveret spillede? Og hvad så med Distortion? Eller Northside? Eller endnu yngre festivaler, der er kommet til siden? Har naboerne her så carte blanche til at plante et flag i asfalten og sige »jeg var her først«? Det er manglende villighed til at gå på kompromis, der resulterer i årelange nabostridigheder om, hvem nedfaldsæblerne tilfalder, og hvor ligusterhækken skal stå.

Vi kan ikke sende folk i eksil på landet, fordi de ikke bryder sig om at have 65 decibel i deres dagligstue, og vi kan ikke forvandle vores storbyer til stillezoner. Hvad så?

I efteråret 2016 blev der smidt 125 mio. kroner efter Tivolis lydproblem. Formålet? At finde en løsning, der forbedrede musik-oplevelsen for publikum og forskånede naboer for dirrende ruder. Så en form for lydkompromis må være inden for rækkevidde. Og mens lyd- og teknologieksperterne arbejder på en teknisk løsning, kan vi jo arbejde på empatien. For hvis det nu var din matrikel i Tietgensgade, ville du så ikke også have lidt nervøse trækninger lige nu?

Camilla Lærke Lærkesen er formand for foreningen Vi elsker stilhed.