Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Skyd ikke (kun) på fagbevægelsen

Jens Frederik Hansen: »Fagforeningerne er hovedproblemet i den danske model.« Sådan kan man lidt firkantet sammenfatte Henrik Christophersens kronik i Berlingske 10. august.

Jens Frederik Hansen, Cand.jur., Diploma of Legal Studies Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kronikken indeholdt en lang række yderst relevante betragtninger om arbejdsmarkedet, navnlig om hvorledes svage grupper bliver holdt fra grødfadet af de stærkere. Men at lægge hovedansvaret for det forhold på fagbevægelsen er måske nok at tillægge den lige lovlig megen betydning.

Man skal ikke glemme, at fagbevægelsens primære formål er at skaffe dens medlemmer de bedst mulige løn- og ansættelsesvilkår. Og man kan da slet ikke klandre fagbevægelsen, hvis den rent faktisk skaffer sine medlemmer fordele, som de ellers ikke ville have fået. En fagbevægelse, som ikke kræver den højest mulige løn, har altså ingen eksistensberettigelse!

Et karakteristikum ved liberal samfundsopfattelse - og en sådan vil jeg tillade mig at pådutte forskningschefen hos Cepos - er, at selv om man tilsyneladende handler egennyttigt, så er der en »usynlig hånd«, som sørger for, at det faktisk også er til gavn for resten af samfundet. Det er grunden til, at spekulanter, fjendtlige virksomhedsoverdragelser og anden tilsyneladende grådighed i sidste ende er til gavn for samfundet.

Hvorfor lønmodtagerorganisationer som de eneste skal udvise tilbageholdenhed i såvel gode som dårlige tider og endog er ansvarlige for virksomheders ringe konkurrenceevne, uanset arbejdsgiverne leder og fordeler arbejdet, kræver derfor en nærmere forklaring.

Christophersen har ret i, at den danske model ikke er så rosenrødt et glansbillede, som det ofte påstås. Han kunne måske have tilføjet, at det blandt andet skyldes, at den »danske model« ikke er et særlig entydigt begreb - i hvert fald ikke når den betragtes over tid. Og ganske ofte er glansbillede-definitionerne, f.eks. Beskæftigelsesministeriets, som han henviser til, præget af, at de udelader en række væsentlige forhold og forskubber proportionerne i andre.

Christophersen ignorerer det forhold, at fagbevægelse, arbejdsgiverorganisationer og politikere lever i en symbiose. Blandt disse aktører er politikerne de eneste, som kan gennemføre tvangsindgreb og dermed kortslutte det frie arbejdsmarked. Og det gør de med stor villighed, hver gang det organiserede arbejdsmarkeds parter kan blive enige om at kræve det.

Det bør ikke overses, at danske politikere på begge sider af midten gennem mange, mange år har befundet sig i et afhængighedsforhold af hhv. fagbevægelse og arbejdsgivere. For borgerlige vælgere er der lige så god grund til at spørge, om arbejdsgiverorganisationernes interesser nødvendigvis er sammenfaldende med samfundets, som der er til at påpege det samme forhold på venstre fløj.

Det er vel ikke helt urimeligt at opfatte dette forhold som det virkeligt svage punkt i den danske model. I så fald kan man måske nok anse fagbevægelsen for hovedskurken, men forbrydelsen ville altså ikke være blevet til noget uden de to andre aktørers aktive bistand - og derfor skal de også under anklage.