Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Skuffede gymnasiedrømme

Konsekvenserne af landets sociale demografi, de unges uigennemskuelige søgemønstre og det taxametersystem, der finansierer gymnasiernes økonomi, betyder, at vi langsomt, men sikkert bevæger os mod A- og B-gymnasier.

Annike Kjær Hansen og Mads Rangvid, lektorer Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er sommer. Snart springer studenterne ud. De kommende års håbefulde har søgt ind på gymnasierne. Og fordi landets politikere ikke har mod til at føre uddannelsespolitik, raser debatten om gymnasierne igen. Mange gymnasieansøgere og deres forældre er forståeligt nok skuffede over, at de ikke er blevet optaget på deres ønskegymnasium. De er skuffede, fordi gymnasievalget hævdes at være frit.

Det er det imidlertid ikke, fordi de populære gymnasier, især i centrum af de store byer, har flere ansøgere, end de har plads til. I stedet bliver »overskudsansøgere« tilbudt plads på et gymnasium i nærheden af deres bopæl.

Enkelte af de skuffede udtrykker bekymring for det faglige niveau på de gymnasier, som de henvises til. De kan have gode grunde til at være skuffede, men det faglige niveau behøver de ikke bekymre sig for: Vi har endnu en national standard. De danske gymnasier tilbyder alle endnu den samme vare af høj kvalitet. Nu er det »kun« det unge menneskes drøm om at være en blandt de heldige, der bliver lukket ind på det aktuelle modegymnasium, som skuffes.

På sigt vil der dog være grund til bekymring for, hvor man får plads. For som om det ikke er slemt nok, at den enkelte unge får knust sin drøm, er der langt større og mere afgørende ting på spil i det nuværende uddannelsespolitiske morads, nemlig spørgsmål om social retfærdighed og lige muligheder.

Konsekvenserne af landets sociale demografi, de unges uigennemskuelige søgemønstre og det taxametersystem, der finansierer gymnasiernes økonomi, betyder nemlig, at vi langsomt, men sikkert bevæger os mod A- og B-gymnasier.

De gymnasier, der ligger i udkantsområder og i udkanterne af de store byer, bliver år efter år stadigt fattigere, mens de populære gymnasier bliver stadigt rigere. De fattige gymnasier løfter ofte en vigtig opgave med at højne uddannelsesfrekvensen i områder, hvor befolkningen har et lavt gennemsnitligt uddannelsesniveau, men de skal gøre det for forholdsvis færre penge end gymnasierne i områder, hvor befolkningen gennemsnitligt har en højere uddannelsesfrekvens.

Karikeret: Gymnasierne for de rige og veluddannedes børn nord for København får stadigt flere penge, mens gymnasierne for de lavtuddannedes børn syd og vest for København får færre og færre penge. Endnu er de udsultede gymnasier ikke ramt på kerneydelsen, den gode undervisning, men på sigt må man frygte og forudse, at disse gymnasiers dårlige økonomi resulterer i begrænsninger for faglig udvikling, større holdnormer og dårligere forberedelsesvilkår for lærerne m.m. Som en naturlig konsekvens vil undervisningens faglige niveau med tiden falde. I fremtidens pladslotteri vil elever ikke få de samme muligheder.

Det er en velkendt og velbeskrevet sandhed, at elever fra hjem med lavt uddannelsesniveau har sværere ved at klare sig gennem uddannelserne, hvorfor de ofte har god gavn af særlige tiltag og støttemuligheder. Men den slags er der efterhånden bare råd til på de skoler, hvor de veluddannedes børn går. Derfor handler det her om social retfærdighed. Skal de, der har, gives mere? Eller skal vi forsøge at løfte de forfordelte?

Fordi politikerne kun vil lade uddannelsespolitikken regulere gennem et liberalistisk laissez faire-princip (taxametersystemet), er disse problemer udtryk for en uddannelsespolitik, der har spillet fallit. Men hvad bør man da gøre fra politisk hold for igen at føre progressiv uddannelsespolitik, som er retfærdig?

For det første bør man som på folkeskoleområdet lave skoledistrikter. Der er ingen grund til, at ansøgerne bildes ind, at der er frit valg på alle hylder. Måske kan særlige forhold godtgøre, at man bør kunne søge andre gymnasier, f.eks. særlige faglige ønsker eller lignende, men som hovedregel bør man gå på det lokale gymnasium.

På den måde stikkes ingen valgfrihedens blår i øjnene. Og på denne måde sikres alle gymnasier et fornuftigt og relativt varieret elevgrundlag. Det styrker det samlede nationale uddannelsesniveau.

For det andet bør man indføre et socialt taxameter, som omfordeler midler således, at gymnasierne i områder med lav uddannelsesfrekvens har råd til at finansiere de støttetiltag, der vil gøre særligt gavn her. Felix fra Rungsted har typisk ikke samme behov for lektiehjælp som Mohammed fra Ishøj. I et langsigtet uddannelsesmæssigt perspektiv vil investeringen i at løfte de svageste give væsentligt bedre afkast end investeringen i prestigebyggeri og tant og fjas.

For det tredje bør man afskaffe offentliggørelsen af gymnasiernes gennemsnitskarakter ved studentereksamen. For dette gennemsnit er ikke en parameter for kvaliteten af uddannelsen på den pågældende institution: Den forskel i karaktergennemsnit, som findes mellem gymnasier i forskellige områder, er nemlig til stede allerede ved udgangen af folkeskolen.

Til gengæld bør den såkaldte løfteevne dokumenteres, dvs. differencen mellem elevernes karaktergennemsnit ved indgangen til og udgangen af gymnasiet.

Gennemføres disse tre enkle tiltag vil man have gjort meget for at sikre den nationale standard samt et retfærdigt gymnasialt uddannelsessystem, hvor lige muligheder er en realitet.