Statsvidenskabsmanden Ove K. Pedersen kaldte for nogle år siden folkeskolen for »en del af statens krisestyring«. Hver gang den danske stat havde været i krise, havde den anvendt skolen til at genvinde fodfæste. Det skete også med den seneste reform, som blev begrundet med et behov for at gøre danske børn og unge bedre i stand til at klare sig i et samfund præget af skærpet global konkurrence.

Reformen skal også bidrage til den konkurrencestat, Pedersen anser for at være et højdepunkt i historien, fordi den fuldfører, hvad velfærdsstaten ikke kunne: Forpligte individet over for samfundets arbejdsfællesskab. Andre fællesskaber er han tavs om. Og individet er kun til, fordi det bliver dannet af staten til at agere frit på markedet. Men den form for dannelsestænkning egner sig ikke til at bygge skole på.

Tidligere blev dannelse set som et spørgsmål om viden. Det var ideen bag den klassiske dannelsestradition, som engang blev kaldt »borgerligt«, men som mange på venstrefløjen savner i dag, fordi de har gennemskuet de problemer, der er forbundet med den problem- og projektorienterede pædagogik. Andre forbandt dannelse med ideen om, at skolen skulle udvikle barnets personlighed, kritiske sans og refleksionsevne. Den var et spørgsmål om »livsoplysning« i mere eller mindre grundtvigsk forstand. Vi er i færd med at miste værdierne i begge traditioner.

DET SKER, FORDI vi oplever en udviskning af skellet mellem uddannelse og dannelse: Dannelse tjener uddannelse. Skolen bliver reduceret til en forgård til arbejdsmarkedet. Filosoffen og teologen K.E. Løgstrup brugte et andet billede på skolen. Med henvisning til den oprindelige græske betydning af ordet, mente han, at skolen skulle være et fristed, hvor børn og unge i fællesskab skulle vinde indsigt i tilværelsen. At være til var at indgå i nogle relationer: I forhold til sig selv, til andre, til samfundet, til historien samt til naturen og universet. Skolens formål måtte derfor være »tilværelsesoplysning.« Selvfølgelig skulle den også udstyre børnene med den viden og de færdigheder, der ville være påkrævet for deres videre uddannelse, rolle på arbejdsmarkedet og i samfundet.

Men det var ikke dens hovedopgave. Løgstrup advarede mod at reducere skolen og undervisning til »instrumenter« for et enkelt formål. Den skulle sigte bredere: Den skulle gøre børn og unge tilværelsesduelige.

MEN INSTRUMENTALISERING er netop, hvad der sker i disse år. Skolen skal hjælpe staten og de unge med at løse deres »problemer« i forhold til markedet. Fair nok. Men børn og unge skal også forberedes på, at tilværelsen ikke kun rummer problemer, der kan løses ved at erhverve sig kompetencer og færdigheder. Den består også af sygdom, sorg, lidelse og tab, og den kræver derfor livsmod, mening og håb. For at de unge kan blive i stand til at agere, må de desuden forstå, hvem de selv er.

Det er bl.a. derfor, de undervises i litteratur, historie, religion, etik og kunst. Den tilværelsesoplysning, de får på den måde, kaldte Løgstrup for »standhaftig.« Dermed mente han, at den ikke blev tæret af tiden. Den udgør en forudsætning for, at unge mennesker kan leve med problemer, de aldrig vil kunne løse. Og den får dem til at se mening og finde fællesskaber uden for markedet.