Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Skoleelev: Lad os sove længere - det kan ikke være sundt at blive vækket af et vækkeur hver morgen klokken 7

Modelfoto: Iris.
Læs mere
Fold sammen

Jeg har gået i en privatskole i København i otte år, og jeg er træt af, at jeg hver morgen skal møde kl. 8.

Det er svært at være et udpræget B-menneske i en udpræget A-verden. Det er min overbevisning, at det ikke er spor sundt at blive vækket af et vækkeur hver morgen kl. 7.

Jeg synes, alle skoler skal starte kl. 9, så vil man være meget mere glad. Vi vil ikke ligge hen over bordene, men være meget mere friske og høre bedre efter.

Jeg er klar over, at skoledagen vil blive en time længere, men jeg tror ikke, at det vil skade så meget. Jeg tror også, at vi vil blive gladere, da vi ikke vil have så travlt om morgenen. Et andet argument er, at det er mere lyst om morgenen, hvis vi møder kl. 9. Det er godt for alle dem, der cykler om vinteren, da det ikke er mørkt på den tid. Det er også mere sikkert for dem, som går.

Det ville være fedt, hvis vi kunne nyde hver morgen i stedet for hele tiden at skynde os. Jeg håber, at det vil blive indført hurtigst muligt, så jeg kan sove længere hver morgen.