Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Skole til flygtningebørn er godt givet ud

Danmarks evne til at håndtere flygtningesituationen på en ordentlig måde handler i høj grad om, hvor gode vi er til at sikre en modtagelse, der hurtigst muligt gør dem til velfungerende og selvstændige mennesker i det danske samfund.

Anders Bondo Christensen. Fold sammen
Læs mere

Berlingske Tidendes leder mandag anfører, at dyre løsninger ikke altid er de bedste, hvad angår undervisning af flygtningebørn. Jeg er helt enig. Spørgsmålet er alene, hvad der på længere sigt er dyre og billige løsninger.

»To-partsaftalen« mellem KL og regeringen underminerer kvaliteten i den undervisning, der gives til de flygtningebørn, som kommer til Danmark. Det vil både ramme de i forvejen udsatte børn og deres klassekammerater. Og det vil være en dårlig og kortsigtet løsning for samfundsøkonomien. Det handler om at sikre flygtningebørnene en god integration i det danske samfund.

Regeringen lægger op til at ændre reglerne for undervisningen af flygtningebørnene på to måder. For det første skal klasseloftet i modtagelsesklasserne hæves fra 12 til 18 elever, og den tilladte aldersforskel i klasserne fra tre til fem år. For det andet får kommunerne mulighed for at oprette et »nyt særligt tilbud til udenlandske børn«, som ikke skal leve op til folkeskoleloven.

Aftalen er et forsøg på at aflaste de økonomisk trængte kommuner, som har ansvaret for at sikre alle børn et undervisningstilbud. Men på sigt kan det blive meget dyrt for samfundet som helhed.

Den norske regering, som står over for samme udfordring, har fået foretaget en samfundsøkonomisk analyse, der viser, at udgifterne på lang sigt vil blive mangedoblet, hvis det mislykkes at give flygtningebørnene en god grundskoleuddannelse i norsk skole. Der peges i den norske analyse på risikoen for, at titusinder får mangelfuld uddannelse som igen kan føre til dårligere integration, arbejdsløshed, kriminalitet m.v. Konklusionen i Norge er, at man skal satse massivt på at sikre kvaliteten i undervisningen af de nytilkomne flygtningebørn. Ikke bare for børnenes skyld, men for hele samfundets skyld. Den norske undervisningsminister slår fast, at ethvert menneske, som ikke får mulighed for at udnytte sit potentiale, er et tab for samfundet. Resultaterne fra den norske analyse kan direkte overføres til Danmark.

Det er helt afgørende, at lærerne i folkeskolens modtagerklasser har særlige forudsætninger for at undervise disse børn, og har mulighed for at tage udgangspunkt i det enkelte barns situation.

At hæve klassekvotienten og øge aldersspredningen i modtagerklasserne vil vanskeliggøre dette. Og at give kommunerne mulighed for at oprette »særlige tilbud«, som ikke lever op til folkeskolelovens krav om f.eks. klasseloft, timetal og lærerkvalifikationer, ligner en invitation til at slippe billigst muligt fra opgaven. Men undervisningen i modtagerklasserne er afgørende for, at flygtningebørnene får mulighed for at klare sig videre i den almindelige folkeskole og senere i uddannelsessystemet.

Danmarks evne til at håndtere flygtningesituationen på en ordentlig måde handler i høj grad om, hvor gode vi er til at sikre en modtagelse, der hurtigst muligt gør dem til velfungerende og selvstændige mennesker i det danske samfund. Hvis vi udhuler kvaliteten af undervisningen af flygtningebørnene for at opnå en kortsigtet økonomisk gevinst, risikerer vi, at det trækker lange spor ind i fremtiden. Med de menneskelige og økonomiske omkostninger, der følger.