Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Skiftende alliancer

Mads Lebech, adm. direktør, Industriens Fond Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Bliver man rundtosset, når man laver piruetter, handler det om manglende fokus. Skal det undgås, skal man finde et fixpunkt for sine øjne, mens resten af kroppen foretager drejebevægelsen.

Et sådan fixpunkt kan det som amatør vist være svært at finde. Det samme gælder, når man som udenforstående følger de mange udenrigspolitiske udfordringer, man på én gang skal forholde sig til med terrorbekæmpelse, uro i Mellemøsten, og senest russisk imperialisme mod Ukraine.

Alliancerne skifter nemlig hurtigt. For Danmark isoleret betragtet positionerer vi os relativt traditionelt i forhold til dem, vi betragter som de klassiske allierede. Uagtet vi er med i en formel alliance i NATO, er der nogen, vi følger mere end andre.

Personligt føler jeg mig helt tryg ved linjen. Et tæt samarbejde med USA er også mit fixpunkt. Men forandringerne i øvrige alliancer og de hastigt skiftende venskaber og fjendebilleder kan det nu godt være svært at følge med i.

Nu er det ikke nyt med skift i alliancer. Ja, det bragte ligefrem den hidtil længste fredsperiode i danmarkshistorien, da nationen fra 1720 og helt frem til slaget på Reden i 1801, navigerede rundt mellem først engelsk og siden fransk alliance. Vores nationale mål med alliancerne var først at fastholde Slesvig og senere en bid af Sverige. Og meget handlede om forholdet til Rusland og zarfamiliernes ambitioner.

Et par århundreder senere faldt zarfamilien. Den kommunistiske revolution trak blodige spor og endte med kold krig og atomart oprustningskapløb. Et system mod et andet system om end der nok også var en del skæg og blå briller. Alliancerne i øst og vest var krystalklare. Og fjendebilledet ligeså.

Murens fald og opbruddet i øst førte fokus over på andre konfliktområder. Væltede diktatorer i først Iran og senere Irak, er dog nu afløst af nye tyrannier. Det såkaldt arabiske forår har blæst med kolde vinde. En relativ stabil, men ikke ligefrem demokratisk verden, er afløst af en ustabil og stadig udemokratisk.

Fundamentalistiske islamiske grupperinger har fra en tilværelse som mindre terrorceller vokset sig til større bevæbnede styrker med tro på verdensherredømme. En udvikling som har bragt konkurrence grupperingerne imellem.

Trusselsbilledet i Danmark handler for nærværende om hjemvendte jihadister, som ikke længere blot kan tilskrives oplevelsesturisme. Men også truslen om terror for terrorens skyld. Her findes kun sort og hvidt. Der sættes lighedstegn mellem allierede. Man vil skræmme os mod at være i alliance med dem, som kæmper for at bekæmpe.

Mest overraskende kan det dog virke, at den mest stabile faktor i regionen angiveligt er nogle af vores NATO-allieredes gamle fjender fra de kurdiske områder. Senest har Danmark endda søgt støtte hos Irans mørke middelalderpræstestyre. En alliance der for alvor tegner et billede af, hvor utilregneligt og desperat ikke bare vi, men også regionen selv, opfatter situationen.

I dag kæmper Danmark ikke for landvindinger og direkte egeninteresser. Vi ønsker fred og ro på hjemmefronten, og det kræver stabilitet ude i verden. Men vi ønsker også fred og frihed for andre end os selv. Med uro på flere flanker, såvel i øst som i Mellemøsten, er der brug for stærke alliancer. Både militært og politisk. Men også mod til nye erkendelser og accept af midlertidige alliancer. Verdensordenen er for alvor i opbrud, og ingen får lov at ligge i læ bag stærke allierede.