Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Skattesagsbrevet »oser langt væk af at være skrevet af en journalistisk uddannet person«

Opinion: ... Det gælder såvel, når man ser på lixtal, tegnsætning som anvendelse af det, man kalder »historisk præsens«, skriver forlægger Peter la Cour.

 Peter la Cour Forlægger, cand. phil. i samfundsfag
Peter la Cour Forlægger, cand. phil. i samfundsfag Fold sammen
Læs mere

Når man som jeg i mere end tre årtier har arbejdet dagligt med manuskripter fra både journalister, akademikere samt forfattere og såmænd også har kommunikeret skriftligt med adskillige advokatsekretærer, behøver man kun at læse de tre første afsnit af det anonyme brev, før man med stor sikkerhed kan konstatere, at dette brev ikke er skrevet af en advokatsekretær.

Det oser langt væk af at være skrevet af en journalistisk uddannet person. Det gælder såvel, når man ser på lixtal, tegnsætning som anvendelse af det, man kalder »historisk præsens«.

Advokatsekretærer benytter typisk sætningskonstruktioner i flere – af og til lidt knirkende – led med den stadigt hævdvundne tegnsætning (hvor kommaerne styres af udsagnsled og grundled).

Journalister derimod benytter oftest »engelsk« tegnsætning med langt færre kommaer og korte sætninger. I det anonyme brev er der stort set ingen sætning, der er over to linjer lang. Det er typisk for journalistisk sprog. Men det er ikke typisk for en advokatsekretær.

En advokatsekretær ville ikke skrive »min sekretær kollega« i to ord. Det er ukorrekt og lyder nærmest som en dårlig oversættelse af en engelsk tekst. Men det er symptomatisk for den unge generation af journalister, der er begyndt at dele alle mulige lange ord over i to. 

Det mest påfaldende er, at brevet allerede i sit tredje afsnit slår over i »historisk præsens« med vendingen: »På et tidspunkt får min sekretærkollega af sin chef en noget mærkelig opgave«. Det bruger journalister ofte for at skærpe læserens interesse. Men er det advokatsekretærsprog? Jeg mener nej.

Først efter tre sætninger er brevskriveren pludselig tilbage i datid. Det er inkonsekvent og i virkeligheden også typisk (ja, undskyld!) for journalister.

Det undrer mig, at ingen af de folk med specialviden på området, som Berlingske har vist brevet til, har haft øje for de ting, jeg her nævner. Men jeg er enig i, at brevskriveren har haft meget detaljeret viden om sagen og med stor dygtighed fletter alle mistænkte sammen i én stor sammensværgelse med tydelig adresse til Venstres topledelse.

Brevet kunne godt minde mig om god gammel – eller rettere ond gammel – KGB-desinformation. Det er et dygtigt udfærdiget falsum. Men ligesom det flere gange gjaldt for KGB ikke dygtigt nok til ikke at blive gennemskuet.

Som sagen står, er man nødt til at stille spørgsmålet: Hvilke journalistuddannede personer kunne tænkes at have en interesse i at skabe et billede af en stor konspiration angående »noget som skal bruges i en valgkamp«, og som et »advokatkontor i provinsen« hævdes at være involveret i? Er det i øvrigt ikke kun os københavnere, der bruger udtrykket »provinsen«?

Jeg synes ikke, der kan være megen tvivl om, at den anonyme brevskriver mest sandsynligt er en journalistuddannet spindoktor i toppen af et af partierne i »rød blok«. Det svarer meget godt til det indtryk, man let har kunnet få af hele regeringens intention med nedsættelsen af Skattesagskommissionen: Det er en form for valgkamp.