Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Skatten er ikke lav i Danmark

Årets Vækstkonference, Sådan skabes vækst og velstand frem mod 2020. Cheføkonom Mads Lundby Hansen, CEPOS. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For nylig fremgik det i flere medier, at skatten på danske lønmodtagere skulle være lav. Det er en skæv beskrivelse af skattebyrden på danske lønmodtagere. Ifølge OECD har vi det højeste samlede skattetryk ud af 34 OECD-lande, når man ud over lønskatter indregner afgifter og kapitalskatter. Lønmodtagere betaler høje afgifter, når de handler. Og når danske lønmodtagere sætter penge ind på pension, betaler de OECDs næsthøjeste pensionsskat. Vi har nogle af de allerhøjeste afgifter og kapitalskatter i OECD, mens skatten på arbejde er lavere. Men samlet set har vi altså ifølge OECD det højeste skattetryk.

Anledningen til historierne om den lave danske skat er en analyse fra AE-rådet, der ganske rigtigt viser, at den isolerede skat på arbejde herhjemme er sænket noget siden 1993. Marginalskatten er sænket for lavt-, mellem- og højtlønnede. Men finansieringen er i høj grad sket gennem højere afgifter. Marginalskatten for lav- og mellemindkomster ligger på 40 hhv. 42 pct. Det forekommer ikke så højt, men når de høje danske afgifter indregnes, udgør den sammensatte marginalskat godt 55 hhv. 57 pct. Det er højt og indebærer, at en kassedame og en LO-arbejder ikke får så meget købekraft ud af en ekstra arbejdsindsats.

Ser man på personer med høje indkomster (topskatteydere), har de en umiddelbar marginalskat på 56 pct., hvilket er den 8. højeste marginalskat i OECD. Når afgifterne indregnes udgør den øverste sammensatte marginalskat 67 pct. Dvs. at to tredjedele af den ekstra arbejdsindsats går til staten og kommunen, mens en tredjedel går til en selv.

Skattetrykket i Danmark bør sænkes for at øge væksten. Til efteråret skal der aftales en skattereform. Den gode nyhed er, at der er et betydeligt råderum til lavere skat på 41 mia. kr. frem til 2025. Politikerne skal beslutte, hvordan råderummet skal fordeles på lavere skat eller øget offentligt forbrug. Set fra et vækstperspektiv bør så stor en del af råderummet som muligt anvendes på lavere skatter og afgifter frem for på offentlige udgifter. Hvis politikerne prioriterer halvdelen af råderummet til lavere skat, så er der ca. 20 mia. kr. (1 pct. af BNP) til skattereformen. For et sådan råderum kan man få en væsentlig skattereform, der på en og samme tid fjerner topskatten (så den øverste marginalskat kommer ned på 43 pct.), og registreringsafgiften samt reducerer aktionærskatten fra 42 til 30 pct., mens selskabsskatten reduceres fra 22 til 20 pct.

Når politikerne skal prioritere anvendelse af råderummet, bør de sænke de skatter og afgifter, der hæmmer vækst og beskæftigelse mest. Her er det oplagt at sænke topskatten, der ifølge Thornings Produktivitetskommission er blandt de mest væksthæmmende skatter. Flere undersøgelser har de senere år på danske data fundet, at lavere marginalskat – og herunder lavere topskat – vil have en meget stor og positiv effekt på arbejdsindsatsen. Finansministeriet vurderer i dag, at en afvikling af topskatten vil medføre et mindreprovenu på 8,6 mia. kr. Med et råderum på 41 mia. kr. bør skattereformen medføre et farvel til topskatten og ikke blot en reduktion på 5 point (provenutab på knap 3 mia. kr.) som Løkke lægger op til.